Realdania-overskud på 5,9 mia. kroner
2009 blev et godt år for Realdania ovenpå forrige års underskud på 14,7 mia. kroner. Finanskrisen har dog lagt en dæmper på støtten til det byggede miljø.
Således udgør årets investeringsafkast et overskud på 6,6 mia. kroner (+45,5 %) mod et underskud på 13,7 mia. kroner (-45,6 %) året før.
Færre nye projekter
Realdanias filantropiske aktiviteter har i lighed med tidligere år været markante og betydende for udviklingen i det byggede miljø i Danmark.
Som følge af finanskrisen har fokus dog primært været på udvikling, sikring og færdiggørelse af de igangværende projekter, og det har sat sit præg på støtten til nye projekter.
Således er det samlede resultat af den filantropiske virksomhed en udgift på 575 mio. kroner mod 1,159 mia. kroner året før.
Realdania har i 2009 igangsat 114 projekter – herunder kultur- og bevægelseshuset KU:BE på Frederiksberg, syv nye rådgivningscentre for kræftramte og deres pårørende samt en byvision langs Ring 3 i hovedstadsområdet.
Fonden er aktuelt involveret i flere end 500 filantropiske projekter til en samlet projektøkonomi på 16 mia. kroner. Realdanias andel udgør 8,7 mia.