23948sdkhjf

Aalborg får en kæmpe stålbue

Buen bliver næsten dobbelt så høj som Aalborgtårnet og skal gøre Aalborg Universitet i stand til at udføre avancerede målinger inden for trådløs kommunikation.

En 104 meter høj bue til tekniske målinger, bygget af stål i gitterkonstruktion, vil, hvis alt går som planlagt, blive et vartegn for universitetsområdet i Aalborg Øst.

Målebuen, der vil blive næsten dobbelt så høj som Aalborg-tårnet, skal fungere som antenneanlæg for Novi Forskerparks seneste udvidelse Novi 9.

Novi 9, der er til brug for Aalborg Universitet, rummer avancerede laboratorier beregnet for forskning og udvikling inden for trådløs kommunikation. Tilføjet buen kan der udføres avancerede målinger af radiobølger i forbindelse med forskning i antenneteknologi, hvilket angiveligt vil bidrage til, at universitetet kan bevare sin førende forskerposition i antenneteknologi og radiobølger. Laboratoriet vil således være det eneste sted i verden med sådanne forhold.

Synlig langt omkring
Godkendelse af et antenneanlæg, der med en beliggenhed på Gug-Tranders bakke bliver synlig fra store dele af det omkringliggende kvarter, nabobyer og landskabet, kræver mere end en almindelig godkendelse.

Da det vurderes, at buen kan medføre en væsentlig påvirkning af miljøet, skal der foruden tillæg til kommuneplanen og ny lokalplan laves en miljørapport med henblik på at afklare buens virkninger på miljøet.

Torsdag skal by- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune behandle et debatoplæg, der, forudsat det bliver godkendt, indebærer, at alle i perioden fra 8. maj til 12. juni 2017 har mulighed for at komme med idéer, synspunkter og forslag til brug for den videre planlægning, herunder forslag til de emner, der skal belyses i miljørapporten.

200 meter spænd
Om konstruktionen fortælles det, at den laves som en åben gitterkonstruktion af stål i lighed med en byggepladskran.

Buens to "fødder" placeres cirka 200 meter fra hinanden.

På det smalleste bliver dens konstruktion, der i tværsnit er en ligesidet trekant, fire meter på hver led. Ved de to fundamenter er siderne på den trekantede konstruktion 14 meter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078