Sjælsø henter 505 millioner
Arbejdet med en udvidelse af aktiekapitalen er nu gennemført, og dermed har den trængte ejendomsudvikler sikret finansieringen frem til medio 2011.
Kapitaludvidelsen sender 505 mio. kroner ned i Sjælsø-kassen, og det vækker stor glæde hos administrerende direktør Flemming Joseph Jensen. Han ser nu frem til igen at få ro til at fokusere på projektudviklingen:
- Vi står nu i en stærk position overfor vores kunder og samarbejdspartnere, idet vi i samarbejde med vores banker har sikret vores finansiering frem til medio 2011. Det styrker Sjælsø væsentligt konkurrencemæssigt. Vi ser frem til nu igen at kunne fokusere alle vores ressourcer på færdiggørelse og salg af igangværende projekter samt realiseringen af vores pipeline projekter, siger han.