23948sdkhjf

Tidligere Høeg Hagen-ejere stifter nyt trælastfirma

Med etableringen af Thorlund Skou A/S vil Henrik M. Skou og Lars Thorlund sætte præg på det danske marked for trælast. Det skal lykkes gennem en meget lav omkostningsstruktur.
Missionen er klar for Henrik M. Skou og Lars Thorlund, som mandag havde første arbejdsdag i deres nye fælles virksomhed, Thorlund Skou A/S.

Ti års medejerskab af Høeg Hagen & Co, som de begge forlod i 2008, har nemlig givet en tro på, at der er behov for et nyt håndteringskoncept i trælastbranchen. Det vil de to træfolk nu levere:

- Flere konkurrenter er enten lukket ned eller blevet opkøbt, og det giver nogle muligheder. Markedet er godt nok svagt, men det var det også i ’98, da vi startede Høeg Hagen, og det gik jo meget godt, siger Henrik M. Skou med henvisning udviklingen af Høeg Hagen & Co, der i løbet af ti år gik fra en omsætning på 6 mio. til knap 270 mio. kroner i 2007.

På trods af lavkonjunktur og generelt svære markedsvilkår vurderer Henrik M. Skou, at mulighederne for succes er gode. Til forskel fra sidst har han og Lars Thorlund nemlig et stort netværk og et indgående kendskab til branchen:

- Sidst kendte vi ingen. Nu har vi et væld af kontakter blandt såvel kunder som leverandører, siger han og oplyser, at Thorlund Skou fra begyndelsen udelukkende vil bestå af de to stiftere samt noget bogholderi. Med tiden skal der dog flere ansatte på lønningslisten:

- Vi satser på at blive flere, når opstartsfasen er overstået. Vi har ingen konkrete mål, men vi vil vokse, så hurtigt vi kan, fastslår Henrik M. Skou.

Lavere omkostningsstruktur er afgørende
Henrik M. Skou understreger, at der på ingen måde er tale om et nyt Høeg Hagen. Det vil ikke kunne bære, for der er helt andre krav til at drive forretning i 2010, end der var i 1998. Hvordan konceptet konkret skrues sammen, er dog indtil videre en forretningshemmelighed:

- Vi har i første omgang valgt at holde kortene tæt ind til kroppen og vil først i dialog med vores kunder. Med det nye koncept har vi øget fokus på omkostningsstrukturen. Hos Høeg Hagen havde vi et omkostningsniveau på 6 % af omsætningen og en dækningsgrad på 12 %. Vi vil længere ned, og det har vi nu udviklet et koncept til, forklarer Henrik M. Skou.

Thorlund Skou har domicil i Bjerringbro og vil herfra arbejde med import og distribution af trælast. Virksomheden vil være lagerførende i langt de fleste dimensioner af softwood og forarbejdede produkter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078