23948sdkhjf

Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange

Se hvilke virksomheder med relation til byggebranchen, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Brdr. A & O Johansen / NCC
Morten Chrone forlader jobbet som koncerndirektør i NCC Byggeri til fordel for en stilling som kommerciel direktør hos A & O Johansen.

Viceadministrerende direktør i NCC Danmark, Klaus Kaae, overtager ansvaret for Byggeri DK sideløbende med sin position som ansvarlig for Produktion DK.

Creo Arkitekter A/S
Peter Michael Ebling og Gert Johannesen har forladt bestyrelsen. De afløses af Hans Toksvig Larsen og Christian Majgaard Nielsen.

Creo Arkitekter er et arkitektfirma med afdelinger i København, Århus, Odense, Sønderborg og Tønder.

IK Investment Partners
Mads Ryum Larsen er udpeget som medlem af IK’s eksekutivkomité. Han har siden 2005 været ansvarlig for IK’s investor relationer og tidligere været ansvarlig for selskabets danske og norske investeringer. I 2004 blev han udnævnt til partner efter at have været director siden 1997.

IK Investment Partners (tidligere Industri Kapital) er et europæisk private equity-selskab med investeringer inden for blandt andet byggeriet, fødevarer, metalindustrien, energisektoren og elektronikbranchen.

Kasper Danielsen Arkitekter
Arkitekt Malin Meyer indtræder som medejer, og samtidig skifter firmaet navn til Danielsen Architects.

Kasper Danielsen Arkitekter blev etableret i 1987 af Kasper Danielsen og har blandt andet stået bag boligprojektet Metropolis i Københavns Havn samt forbindelsesfingeren i Københavns Lufthavn.

Kuben Byfornyelse Danmark A/S
Bo Rigmond Sattrup er udtrådt af bestyrelsen, hvor han afløses af Thomas Jarl Dywremose.

Kuben Byfornyelse er planlægger, proceskonsulent og bygherrerådgiver inden for renovering og byudvikling.

MT Højgaard
Peter Kaas Hammer er udnævnt til forretningsudviklingsdirektør. Han kommer fra en stilling som forretningsudviklingschef i samme firma, og hans primære ansvars- og arbejdsområder vil fortsat være at drive den strategiske udvikling og de strategiske prioriteter.

Dertil vil han bistå alle MT Højgaards enheder og datterselskaber med de løbende strategiske, taktiske og organisatoriske overvejelser.

MT Højgaard er en førende bygge- og anlægsvirksomhed med cirka 5.000 ansatte.

NCC
Thomas Mollerup, 41 år, er pr. 1. juli ansat som ny teknisk direktør i NCC’s anlægsområde. Stillingen er nyoprettet og skal blandt andet styrke NCC’s muligheder for at vinde de kommende års store anlægs- og infrastruktur-projekter.

Thomas Mollerup fortsætter som hidtil som chef for enheden Anlæg Øst. Med den nye titel udvides hans ansvarsområde. Ud over ansvar for store infrastruktur-projekter får han desuden overordnet ansvar for udviklingen af jernbaneområdet.

Skanska
Geir M Aarstad, øverste chef hos Skanska Norway, har besluttet at forlade sin stilling til fordel for et job i Saudi Arabien. Peter Eiken, viceadministrerende direktør i Skanska AB, vil midlertidigt overtage stillingen indtil en permanent løsning er på plads.

TL Byg A/S
Som led i et generationsskifte sælger de to ejere, Georg Thinggaard og Flemming Larsen, en del af selskabets aktier til fire medarbejdere. De tidligere ejere udgør dog fortsat direktionen.

TL Byg er en entreprenørvirksomhed med base i Aalborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078