23948sdkhjf

Erhvervs- og byggestyrelsen: Et gæt som skød ved siden af

Oppositionen og flere af byggeriets organisationer kritiserer erhvervs- og økonomiministerens håndtering af hele affæren omkring renoveringspuljen. Erhvervs- og byggestyrelsen tager en stor del af ansvaret for, at de administrative byrder blev langt højere end antaget.
Hos Erhvervs- og Byggestyrelsen har man om nogen været skydeskive for den massive kritik af renoveringspuljen, og vicedirektør Henning Steensig indrømmer, at det var en fejl, da man anslog, at 10 % af ansøgningerne ville indeholde fejl. Det tal viste sig nemlig at være 30 %:

- Det var vores skøn, som vi gav videre til ministeren. Vi havde så få erfaringer at trække på, at det var et gæt. Og altså et gæt, som skød ved siden af. Næste gang - hvis der kommer en sådan - vil vi lave en tilbudsformular, der styrer tilbudsgivningen, så det er helt klart, hvad der søges tilskud til, siger han til Ugebrevet A4.

De uforudsete problemer har fået renoveringspuljens administrationsbudget på 39,9 mio. kroner til at skride med godt 10 %. Uden en ekstrabevilling kan det derfor betyde, at der slækkes på kontrollen af renoveringsarbejdet:

- Vi skal nok føre den kontrol, der er nødvendig. Men det er klart, at det er en af de variabler, vi har. Så hvis vi er i pengenød, må vil lægge kontrolniveauet lidt lavere, siger Henning Steensig.

En uheldig beskæftigelseseffekt
Såvel oppositionen som Dansk Byggeri og BAT-Kartellet langer mandag ud efter Lene Espersens håndtering af forløbet, og hos Dansk Byggeri frygter man, at det vil få en uheldig effekt på udviklingen i beskæftigelsen:

- Der sker jo det, at alle bare indhenter tilbud, og så går alt ellers i stå. Nu er forårsomsætningen røget, og arbejdet ser ud til at skulle laves over sommeren. Derfor går vi fra ikke at have noget at lave til at have meget travlt, og det har en uheldig beskæftigelseseffekt. Renoveringspuljen som sådan er udmærket, men der har været børnesygdomme i den måde, den er blevet udmøntet på, siger erhvervspolitisk konsulent, Kathrine Stampe Andersen.

Digital behandling
Ifølge Henning Steensig kunne det godt have ladet sig gøre at sikre effektiv behandling af ansøgningerne – selv med den massive flaskehals som opstod på førstedagen.

Løsningen er digitalisering af sagsbehandlingen, men et sådant system kan ikke lige bygges op fra den ene dag til den anden:

- Vi kunne godt have lavet digital forvaltning, så 80-90 % af ansøgningerne blev behandlet digitalt – altså uden menneskelig sagsbehandling. Men så skulle vi have haft et par måneder til at forberede det. Når man tænker på, hvor mange år Skat har brugt på at bygge sine digitale systemer op, så er det klart, at det ikke er noget, man laver på få uger, slutter han.

Kilde: Ugebrevet A4

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11