Firma bruger brounderstøtninger på helt ny måde i dansk højhusbyggeri

En støttekonstruktion, der tidligere har været brugt til blandt andet brobyggeri, har nu fundet vej til en ny type opgave i Danmark.
På Aarhus Havn rejser det 18 etager høje byggeri Höfn sig i disse år.
Midt i den teknisk udfordrende konstruktion gemmer sig en anderledes løsning: fritstående støtter. Og de har været afgørende for at bære bygningens seks meter lange udkragning i byggefasen.
Ud over at den markante udkragning skulle forhindres i at styrte sammen, skulle støtterne også løse et andet problem.
- Bygningen skulle laves samtidig med en masse andre byggerier, så adgangsvejene rundt går blandt andet forbi støttetårnene, så de måtte ikke fylde for meget, fortæller Christian Wedsted, der er salgschef hos elementstøtteleverandøren DM Supply.
DM Supply leverede støtterne til byggeriet, og det var også dem, der i samarbejde med deres rådgiver Carsten Ipsen fra Cikon, kom med forslaget om at bruge fritstående støtter frem for en mere traditionel gitterkonstruktion.
Understøtningen skulle placeres på hjørnet af byggefeltet, som lå ud til den primære byggepladsvej for lastbiler og maskiner til de otte andre byggefelter på havnen. Derfor var det væsentligt at optimere pladsen og opsætningstiden.
Forenklede byggeriet
Rent byggeteknisk skulle udkragningen understøttes i lang nok tid, til at den berørte del af bygningen blev selvbærende.
Hver etage indgår i et samlet konstruktionssystem, hvor kræfterne fra udkragningen overføres til bygningens stabiliserende væg. Det sker gennem vægsko, der er indstøbt i elementerne, samt kraftig armering i dækskiven.
For at gøre udkragningen selvbærende i den midlertidige fase, var det nødvendigt at støbe tre etager sammen og lade dem hærde fuldt op.
Først derefter kunne de bære de følgende etager op til 17. sal. Indtil da blev konstruktionen understøttet midlertidigt.
- Vi har aldrig benyttet andet end gitterløsninger, men baseret på DM’s beregninger og tegningsmateriale kunne vi hurtigt se fidusen, siger Andreas Rasmussen, der er byggeleder hos entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard A/S, som er entreprenør på projektet.
Han tilføjer:
- Løsningen med megastøtter krævede meget mindre materiel, var hurtigere at sætte op – og især at afmontere – og så kunne vi komme rundt om støtterne med trucks under byggeriet. Det kan man ikke med en gitterløsning.
Ifølge Andreas Rasmussen fungerede idéen så godt, at man også valgte at bruge dem længere oppe i byggeriet, hvor nogle vægge skulle spændes sammen.

Bruge igen i fremtiden
Christian Wedsted fra DM Supply ser også en fidus i, at dette ikke kun bliver et engangsshow.
- Det gik over alt forventning. Det er helt sikkert en løsning, som vi vil kigge meget mere ind i i fremtiden, siger han og fortsætter:
- Vi var spændte, da støtterne skulle tages ned igen, for én ting er teori, en anden er praksis, men det hele gik som planlagt, og vi kunne flytte støtterne.

Mindre materiale
Foruden at give mere plads til håndværkere og køretøjer, så havde løsningen også en anden og mindre bekostelig fordel.
Vægt- og volumenmæssigt skulle der kun bruges en tredjedel materiel i forhold til en traditionel løsning. Det resulterede i, at man kunne nøjes med at køre ét vognlæs frem for tre, lyder det fra Christian Wedsted.
- Og så var det også meget hurtigere at sætte op og tage ned igen. Jeg mener, at der var sat halvanden uge af til at pille det ned igen, men de brugte kun et par dage, siger han.
MEGA-støtter fra Hünnebeck består af en firkantet stålstøtteramme med et tværsnit på 25x25 cm og står enkeltvis, men kan om nødvendigt monteres sammen til tårne. Hver støtte kan bære en last på op til 210 kN eller ca. 21 ton i højder fra 1-16 meter.