23948sdkhjf

Det Bæredygtige Element: Her er de nominerede

Stærke kandidater dyster om byggeriets bæredygtighedspriser.
Building Green-messen uddeler i år Det Bæredygtige Element for tredje gang, og som noget nyt overrækkes i år to priser i stedet for en.

Foruden den sædvanlige pris til et bæredygtigt byggeprodukt vil den udvalgte fagjury i år kåre en person, der har gjort en særlig indsats i forhold til energi- og miljøvenligt byggeri.

Selv om den nye personpris har betydet, at fagjuryen bag nomineringerne og kåringerne skulle finde flere kandidater, har der været rigeligt at vælge imellem. Det konstaterer fagjurymedlem Kasper Lynge Jensen, som er netværksleder i byggebranchens innovationsnetværk Innobyg, der sammen med Building Green står bag prisuddelingerne.

- Det store antal kandidater – både til produkt- og personprisen – viser, at bæredygtighed har etableret sig som et begreb, som alle byggeriets aktører forholder sig til og engagerer sig i. Flere og flere interesserer sig for grønne løsninger, og samtidig er engagementet, kvaliteten og innovationsniveauet så højt, at jeg forventer en meget tæt kåring, siger Kasper Lynge Jensen.

Innovative produkter
I produktkategorien skal fagjuryen vælge mellem den vandgennemtrængelige asfaltbelægning NCC PermaVej, halmbyggeelementet EcoCocon, facadebeklædningssystemet Climate Cover, akustikloftspladen Troldtekt samt energi- og indeklimasystemet Ventilationsvinduet.

Sarah Elhauge, der er salgs- og marketingchef for Building Green, glæder sig ikke mindst over, at den nye personpris har givet plads til grønne ildsjæle både i og uden for den traditionelle byggesektor.

- De mange personpriskandidater, der nu er reduceret til fem, viser, at engagementet i bæredygtigt byggeri både er dybt og bredt. Også blandt ganske almindelige slutbrugere er der mange, der engagerer sig i og interesserer sig for grønne, energirigtige og miljøvenlige løsninger. Det er utroligt positivt, udtaler hun.

Grønne ildsjæle
I personkategorien skal fagjuryen vælge mellem Lars Jørgensen, direktør i det bæredygtige byggefirma Egen Vinding & Datter, Lisbeth Kristiansen, beboer i det eksperimenterende boligfællesskab Andelssamfundet Hjortshøj, Jesper Rasmussen, byggeudviklingschef i boligadministrationsselskabet Bo-Vest, Frederik Noltenius Busck, partner i modulbyggevirksomheden CPH Containers og Stig L. Anderson, kreativ direktør i arkitektvirksomheden SLA.

Bag nomineringerne i årets to priskategorier står en udvalgt fagjury, som ud over Kasper Lynge Jensen tæller Tina Saaby Madsen, stadsarkitekt i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, Niels Bjørn, selvstændig byplanlægningsrådgiver og formand for tænketanken Urban, Signe Kongebro, partner og leder af afdelingen for bæredygtighed hos Henning Larsen Architects, Harpa Birgisdottir, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut samt Lone Feifer, arkitekt MAA og programdirektør for bæredygtigt byggeri i vindueskoncernen Velux.

Hvem der vinder de to priser afsløres den 2. november klokken 12 ved Forums hovedscene.

Det Bæredygtige Element

Produktprisen:
NCC PermaVej
EcoCocon
Climate Cover
Troldtekt
Ventilationsvinduet

Personprisen:
Lars Jørgensen (Egen Vinding & Datter)
Lisbeth Kristiansen (Andelssamfundet Hjortshøj)
Jesper Rasmussen (Bo-Vest)
Frederik Noltenius Busck (CPH Containers)
Stig L. Anderson (SLA)

Artiklen er en del af temaet Building Green 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094