Brødrene Dahl og Huscompagniet indgår trecifret millionaftale
- Brødrene Dahl har ikke skuffet os, tværtimod. De har branchens stærkeste logistikkoncept og kan levere alle materialer direkte på vore byggepladser over hele landet med meget kort varsel. Vi oplever dem som meget professionelle og ordholdne, siger indkøbsdirektør Ulrich Chrone om baggrunden for, at Huscompagniet har valgt at forlænge aftalen.
Huscompagniet er vokset kraftigt gennem flere år og forventer i 2016 at sætte ny salgsrekord med omkring 1.500 huse. Det gør typehusproducenten til en meget attraktiv kunde, og hos Brødrene Dahl forventer man, at aftalen vil få en samlet værdi på mere end 100 millioner kroner.
- Huscompagniet er med sine syv tilknyttede VVS-virksomheder en stor og vigtig kunde for Brødrene Dahl. Det har naturligvis stor værdi for os at indgå en rammeaftale af denne størrelse. Det giver os nogle pejlemærker i forhold til vores egen planlægning og mulighed for at tilrettelægge og styre vores leverancer til Huscompagniet med stor præcision, siger Morten Kilden Nikolajsen, der er kommerciel direktør i Brødrene Dahl.
For at understøtte de syv udførende VVS-virksomheder bedst muligt har Brødrene Dahl dedikeret to fuldtidsmedarbejdere til at håndtere alle leverancer. Derudover har Brødrene Dahl udvalgt en række producenter, som er specielt stærke inden for leverancesikkerhed, produktudvikling og after-sales service, hvilket skal understøtte soliditeten i aftalen yderligere.