Første spadestik til eksperimenterende boliger
Forsøgsprojekt omfatter tre rækkehuse, men der er plads til yderligere 11 huse.
Sunde Boliger er et 1:1 demonstrationsprojekt, som skal danne bro mellem forskning og praksis og afsøge muligheder for et bedre indeklima med afsæt i byggematerialer, byggemetoder og teknologi. Projektet er en del af Realdanias initiativ 'Et godt indeklima'. (Foto: Arkitema Architects)
Søndag den 28. august stak Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld, og Holstebros borgmester, H.C. Østerby, spaden i jorden til byggeprojektet ”Sunde Boliger”.
Vil finde gode løsninger
Hensigten med projektet er at undersøge en helt central problemstilling, nemlig: Hvordan kan vi bygge almindelige familiehuse med sundt indeklima? Og hvilke løsninger kan der gennemføres inden for en almindelig anlægsøkonomi?
Eller spurgt på en anden måde: Kan vi bygge og bo sundere, uden at det koster ekstra?
- Opførelsen af de tre huse handler blandt andet om at finde gode løsninger, der reducerer partikel- og CO2-niveauerne samt at undersøge, hvordan indretning kan understøtte en sund indeklimaadfærd, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Lokal entreprenør
Der opføres tre rækkehuse, men der er plads til yderligere 11 huse. Efter et udbud i maj blandt tre lokale firmaer er Børge Lind & Sønner valgt som entreprenør.
Byggeriet går i gang i starten af september og forventes afsluttet i foråret 2017. Efter opførelsen vil boligerne blive udlejet i en tid, og indeklimaet blive målt. Herefter skal de sælges til markedspris.
Tre huse – tre bud på en løsning
De tre huse opføres som en del af en rækkehusbebyggelse i Tommelisekvarteret i Holstebro. Udefra vil de ligne hinanden, men indvendigt vil de indeholde forskellige indretninger og løsninger til at skabe et sundt indeklima.
Det ene hus bliver udstyret med ganske lidt teknologi, men til gengæld med fokus på nye måder at indrette boligen på og hvordan det påvirker beboernes adfærd og vaner. Det andet hus vil derimod blive rigt udstyret med teknologiske løsninger, der skal bidrage til det gode indeklima. Det tredje hus bliver et såkaldt referencebyggeri, der opføres på en måde, som vi typisk bygger i dag, og som de to eksperimenterende huse kan måles op imod, når de forskellige tiltag skal testes.
Løsningerne skal både forsøge at få bugt med de gener, vi kan sanse; dårligt dagslys, ubehagelige temperaturer, dårlig lugt, træk, støj, samt de gener, som på sigt kan gøre os syge, men som vi ikke registrerer på samme måde i hverdagen. Det kan være stegepartikler, tøjfibre, fugt, skimmelsvamp og afgasninger fra materialer.
En masse ny viden
Ifølge projektleder i Realdania, Lene Wiell Nordberg, er demonstrationsprojekter som ”Sunde Boliger” et godt redskab, når man ønsker at afprøve nye løsninger én til én.
- Her har vi mulighed for at teste noget af den viden, vi har fra indeklimaforskningen og omsætte den til konkrete løsninger, der kan bruges i både nybyggeri og eksisterende boliger. Og samtidig kaster projektet en masse ny viden af sig, som vi kan bruge i vores videre arbejde med at øge opmærksomheden på og viden om vigtigheden af et godt indeklima, siger hun.