Arkitekter: Byggemonopol giver ensrettet København
Det vil skabe stordriftsfordele og spare 10 procent på kommunens byggeudgifter, hvis man lader de samme hold arkitekter, ingeniører og entreprenører stå for byggeriet i den fire-årige periode, lyder argumentet.
Men de offentlige byggerier bliver ringere på den måde, advarer en stribe profilerede arkitekter i Politiken. De forudser manglende konkurrence, og de frygter ensartet og dårligere byggeri, når opgaverne bliver samlet hos kun to hold leverandører.
Arkitekt Dorte Mandrup, der har tegnet kommunens prisvindende børnekulturhus på Amager, afviser på forhånd at søge de såkaldte strategiske partnerskaber.
- Teknisk set bliver det standardbyggeri, kommunen nu lægger op til, ikke nødvendigvis dårligere, men hvad med alt det andet, vi kerer os om i byen? De gode miljøer, den bymæssige sammenhæng, inddragelsen af brugerne? Man får jo ikke udviklet noget som helst med en model, som i alt væsentligt går ud på at gentage det samme igen og igen, siger hun til Politiken.
Med det nye tiltag vil alt byggeri på børne- og ungdomsområdet til en anslået værdi af 2,3 milliarder kroner over 4 år skulle varetages af ét hold entreprenører, ingeniører og arkitekter, mens et andet hold skal stå for det resterende byggeri til anslået 600 millioner kroner, Teknik- og Miljøforvaltningens anlæg undtaget.
- Vi er bange for, at kvaliteten går fløjten, fordi byggeriet bliver kørt ind i sådan en samlebåndsfabrik, hvor vi ikke får den konkurrence og innovation, der er garant for god byggekvalitet, siger Lene Espersen, direktør i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder, til Politiken.
Men det er nødvendigt at begrænse antallet af arkitekter og entreprenører, når kommunen skal bygge nye institutioner til de cirka 10.000 nye borgere, der hvert år kommer til byen, udtaler overborgmester Frank Jensen (S), som ikke kunne stille op til interview, i et skriftligt svar til Politiken:
- Vi skal over de næste 10 år bygge op mod 40 daginstitutioner. Hvis vi bygger dem én for én uden at sikre, at erfaringerne fra det ene byggeri går videre til det næste, kan vi simpelthen ikke følge med efterspørgslen.