23948sdkhjf

Caverion bag bedre mobildækning på DTU

Teknikentreprenøren designer og installerer en ny løsning, der skal sikre effektiv mobildækning i alle universitetets bygninger.
Med en investering på over otte milliarder kroner er DTU ved at udvide og opgradere sin bygningsmasse i Lyngby, Ballerup, på Risø ved Roskilde samt en række andre faciliteter på Sjælland og i Jylland.

De stigende krav til energioptimering medfører blandt andet øget isolering samt facader med specielle materialer, der giver tætte bygninger. Det er en kendt udfordring for mobildækningen, der ofte er mangelfuld eller dårlig i moderne byggeri og det harmonerer dårligt med tidens krav om at være online hele tiden uanset, hvor vi er.

I forbindelse med de omfattende byggeaktiviteter har DTU derfor besluttet at investere i en optimering af mobildækningen, så både forskere, undervisere og studerende får forbedret deres arbejdsvilkår.

Masten rykker ind i bygningen
Teknikentreprenøren Caverion er valgt til at designe og installere et helt nyt DAS-anlæg, der skal sikre optimal mobildækning overalt. DAS står for ”Distributed Antenna System” og er et indendørs antenneanlæg, som tilsluttes en eller flere mobiloperatører og skaber dækning i hele eller dele af et byggeri.

- Når man installerer et DAS-anlæg, tager man så at sige masten ind i bygningen. Det giver bedre indeklima, for jo tættere masten er på mobilen, desto mindre stråling kommer der fra telefonen. Det skyldes, at den ikke skal anstrenge sig så meget for at fange signalerne fra nettet, forklarer projektleder Thomas Bech fra Caverion.

DAS-anlægget sikrer optimal indendørs mobildækning fra de tre operatører, TDC, 3 og Telenor/Telia på samme DAS-net på hver hovedcentral. Caverion har leveret en hovedcentral i Lyngby, og vil på sigt også levere hovedcentraler i Ballerup og Risø.

- Det decentrale antenneudstyr bliver designet for hver bygning og tilsluttes så hovedcentralerne via fiber. Herefter bliver mobildækningen distribueret ud til hver enkelt bygning og sørger for, at mobildækningen er optimal på hele universitetet, fortæller John H. Laursen fra DTU.

Trådløs tele og wifi
DTUs virkefelter tæller alt fra komplekse forskningsprojekter om farlige sygdomme, over en lang række uddannelser inden for eksempelvis computer science, fysik og medicin, og til forskellige samarbejder for gymnasier, virksomheder og myndigheder.

- Der bliver i nogle af rummene forsket i så farlige sygdomme, at man ikke må tage mobilen eller andre ting med derind. De steder skal for eksempel have velfungerende wifi, siger Thomas Bech fra Caverion.

Hos DTU kan de forskellige enheder på uddannelsesstedet derfor selv vælge, om de vil have 2G, 3G eller 4G, og om der skal være Wi-Fi.

- Data kører via wifi, men tale kræver mobildækning. Vores vision er, at begge dele skal fungere i et trådløst setup. Vores nye DAS-anlæg kan understøtte alle teknologier, herunder 2G, 3G og 4G til både mobildata og mobilsamtale, fortæller gruppeleder John H. Lauersen fra DTUs IT-afdeling, der i dag tæller over 225 medarbejdere og som har ansvaret for at sikre data og telefoni for DTUs flere tusinde daglige brugere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094