Kjelkvist opruster til større projekter
Tønder-entreprenør har ansat seniorrådgiver med ledererfaring fra NCC og Skanska.
I takt med virksomhedens vækst er kompetencerne blevet udvidet, og opgaverne har ændret karakter. Således udgør det relativt nye forretningsområde, onshore, en pæn del af porteføljen, ligesom Kjelkvist A/S i dag har væsentligt flere hoved- og totalentrepriser end tidligere, hvor opgaverne i højere grad havde karakter af at være enkeltstående opgaver og underentrepriser.
For at styrke virksomheden på de interne linjer er Hans Jørgen Kristensen derfor blevet ansat som seniorrådgiver. Han havde første arbejdsdag den 11. januar og bidrager fortrinsvist med rådgivning og sparring. Det er noget, som ikke mindst virksomhedens unge medarbejdere inden for bygningskonstruktion nyder godt af.
- Jeg kan se masser af uudnyttet potentiale hos Kjelkvist. Der er samlet så mange gode kræfter med masser af forskellige viden, der i den grad kan komme virksomhedens kunder til gavn. Og så er det jo altid spændende at være en del af en virksomhed i vækst, siger Hans Jørgen Kristensen.
Den nyansatte seniorrådgiver i Kjelkvist A/S har en baggrund som bygningssnedker og bygningskonstruktør og har altid været beskæftiget i byggebranchen.
Han har blandt andet været ansat i NCC som projektchef og Skanska Grønland, først som afdelingschef og siden som direktør i en længere årrække, indtil afdelingen lukkede. Desuden har han været involveret i større byggeprojekter som for eksempel de sønderjyske sygehuse og kaserner.
- Hans Jørgen Kristensen byder ind med en meget lang og bred erfaring fra både store og komplekse byggerier, som vi glæder os til at trække på, siger Bo Kjelkvist.