Ny gaffeltruck lader dig vælge mellem tre energikilder

Truckproducenten Linde har udviklet en ny serie elektriske gaffeltrucks, hvor virksomheder kan vælge mellem blysyrebatterier, Lithium-ION eller brændselsceller som energikilde til den samme truck.
Det oplyser den danske forhandler N.C. Nielsen i en pressemeddelelse.
Den nye modelserie, Linde 1251, er udformet med henblik på at kunne tilpasses forskellige behov i logistik- og produktionsvirksomheder, der arbejder med elektrisk drevne maskiner, lyder det fra virksomheden bag.
– Vi oplever, at energikilden har fået en stigende betydning i det samlede billede, udtaler produktchef Poul Kyndi Laursen fra N.C. Nielsen.
I pressemeddelelsen skriver virksomheden desuden, at flere og flere af N.C. Nielsens kunder vælger Lithium-ION batterier, fordi de kan oplades i pauser og lever længere end blysyrebatterier, som ellers har været den almindelige energikilde i en el-gaffeltruck i mange år.
Teknologien tillader eksempelvis opladning i arbejdstiden og kræver ikke samme fysiske plads som blybatterier, der typisk kræver dedikerede opladningsrum.
N.C. Nielsen A/S er en leverandør af gaffeltruck, terminaltraktorer og specialmaskiner med over 329 medarbejdere og en årlig omsætning på over 1,1 mia. kr.
Virksomheden importerer og forhandler kørende materiel fra Linde, Terberg, Konecranes, Seacom med flere.