23948sdkhjf

Ejendomsudvikler fyrer topchefen efter et halvt år

Arkitektgruppens vækstplaner harmonerede ikke med kvalifikationerne hos den tidligere adm. direktør, der blev ansat i august sidste år
Et halvt år efter at ejendomsudviklingskoncernen Arkitektgruppen A/S ansatte Henrik Jacobsen som ny adm. direktør, er han allerede fortid i virksomheden.

Projektudviklings- og total-entreprenørselskabet med hovedsæde i Odense ansatte Henrik Jacobsen den 5. august sidste år, hvor han afløste stifteren og den ene af af selskabets ejere, Jørgen Witting, der i stedet blev ny bestyrelsesformand.

Men med udgangen af februar har Arkitektgruppen sagt farvel til Henrik Jacobsen og erstattet ham med Kasper Thomsen Rungfeldt, der kommer med ansættelser fra blandt andet Siemens og A.P. Møller-Mærsk i bagagen.

Ifølge Jørgen Witting handler fyringen af Henrik Jacobsen om vækstplaner.

”Det er et udtryk for, at Henrik Jacobsen ikke passede ind i vores planer for vækst i virksomheden, og det vi gerne vil. Han har været god på de indre linjer og sat nogle gode processer i gang, men vi vil også gerne vækste, og dér føler vi ikke, at han var den rette i forhold til de planer, som Robin Feddern og jeg har”, siger bestyrelsesformand Jørgen Witting.

Handler om ledelsesstil

Han ejer sammen med direktør Robin Feddern Arkitektgruppen A/S, der udvikler ejerboliger, udlejningsboliger, kontorer og butikker på Fyn og i hovedstadsområdet.

Arkitektgruppen omsatte i seneste regnskabsår i 2014 for næsten en halv milliard kroner og nåede et driftsresultat på 24,6 mio. kroner efter en samlet kontinuerlig vækst på både top- og bundlinje siden 2010.

Så det var en virksomhed i vækst, Henrik Jacobsen overtog ved ansættelsen, hvor han kom fra en stilling som adm. direktør i Aluwind Gruppen, der laver aluminiumsløsninger for vindmølleindustrien.

Men Jørgen Witting afviser, at det var en fejl at hente en topchef uden kendskab til ejendoms- og byggebranchen ind.

”Nej, det synes jeg ikke, for vi har jo masser af byggefolk ansat i organisationen, som kender branchen. Det handler mere om ledelsesstilen, og dér må vi bare erkende, at det ikke var det helt optimale at ansætte Henrik Jacobsen. Det handler om at få beslutninger eksekveret hurtigt, hvilket er vigtigt i byggebranchen. Vi skal hele tiden finde nye projekter, der skal udvikles og så eksekveres, for ellers er der jo andre, som løber med projektet. Det ligger jo ligesom til byggebranchen”, siger Jørgen Witting.

Skal i en anden retning

Han understreger, at ejerne har været glade for den tidligere adm. direktør, men at Arkitektgruppen skal i en anden retning, uden dog at ville uddybe konkrete vækstmål for koncernen.

Den nye adm. direktør, Kasper Thomsen Rungfeldt, har også en fortid uden for bygge- og ejendomsbranchen og har ligesom Henrik Jacobsen senest beskæftiget sig med vindbranchen hos Scanel International A/S.

Ikke overraskende afviser Jørgen Witting, at man satser ved at hente endnu en topchef uden for branchen.

”Ellers havde vi jo ikke ansat ham. Han har udmærket sig ved at sætte en masse projekter i søen, og vi føler, at vi nu har et godt match, i forhold til det vi skal. Vi har et godt marked, men vi vil gerne have en større bid af kagen, for et enkelt projekt kan jo flytte meget på omsætningen”, siger han.

Henrik Jacobsen har ikke de store kommentarer til afskedigelsen.

”Jeg kan bekræfte, at jeg efter gensidig aftale og forståelse har forladt Arkitektgruppen, men derudover har jeg ingen kommentarer”, siger han.

Arkitektgruppen A/S
Mio. kroner
2013 2014
Omsætning 377,1 495,5
Bruttoresultat 56,5 63,4
Driftsresultat 27,1 24,6
Resultat før skat 17,4 19,9
Årets resultat 18,5 11,1
Egenkapital 139,1 144,2
Antal ansatte 33 42

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2014
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094