Brødrene Dahl jævner butik med jorden
Den velkendte røde Brødrene Dahl-bygning på Gl. Køge Landevej erstattes af nybyggeri.
Brødrene Dahls midlertidige butik skal betjene kunderne i Valby, indtil en ny permanent bygning står klar til efteråret. Foto: Brødrene Dahl
Her har Brødrene Dahl etableret en avanceret midlertidig butik, mens den gamle butiksbygning på nabogrunden rives ned, hvorefter en ny konceptbutik skyder op.
- Brødrene Dahl har et renoveringsprogram, hvor vi løbende bygger om og renoverer vores butikker, så de er tidssvarende og imødekommer kundernes behov. I Valby har vi valgt at bygge helt nyt, fordi den eksisterende bygning ikke kan bringes op på det niveau, vi ønsker, siger kædechef Søren Kruhøffer.
Brødrene Dahl har været på adressen siden 1953. Med sine 800 kvadratmeter bliver den nye butik en anelse mindre end den eksisterende. Alligevel bliver der plads til et større sortiment. Der kommer 7.500 varenumre på hylderne i den nye butik, som åbner til efteråret.
Den midlertidige butik er bygget af 20 og 40 fods containere med et fælles atrium, hvor ekspeditionen foregår.
-Vi har kigget med lys og lygte efter egnede midlertidige lokaler uden held, så derfor har vi valgt denne lidt alternative løsning. Rammerne er anderledes, men personalet og varerne er de samme, og kunderne synes faktisk, det er meget sjovt at gå på containerbesøg, siger Søren Kruhøffer.