23948sdkhjf

Mediestunt kan blive til megaprojekt

Arkitektfirmaet BCVA’s vision om at omdanne B&W Hallerne til et gigantisk kollegium udstilles om få måneder på arkitekturbiennalen i Venedig.
B&W's gamle sektionshaller på Refshaleøen i København, der indtil konkursen i 1996 dannede rammen om en af Danmarks helt store industrier, kan i fremtiden blive nyt hjem for 1.350 københavnske studerende.

BCVA står bag projektet, som endnu blot er en vision. Nu håber den unge tegnestue, at deltagelsen på arkitekturbiennalen i Venedig kan sætte skub i processen og sikre den nødvendige politiske opbakning.

- Der er interesse for projektet, men vi er strandet ved, at Refshaleøen ligger som et perspektivområde, der ikke skal udvikles i de næste år. Det vil kræve et tillæg til kommuneplanen, så vi har brug for, at overborgmester Frank Jensen eller teknik- og miljøborgmester Morten Kabell forelsker sig i projektet, fortæller arkitekt og partner Rune Veile.

Foruden 50.000 kvadratmeter boligareal omfatter projektet et eventområde på 12.000 kvadratmeter, 8.000 kvadratmeter erhverv samt 340 integrerede parkeringspladser.

BCVA har bygget en stor model af projektet i størrelsesforholdet 1:200, som i nær fremtid skal fragtes til Venedig med lastbil, hvor den fra slutningen af maj og frem til udgangen af november bliver en del af den danske pavillon.

1.350 studieboliger som isolering
Det vil kræve en omfattende investering at bringe de to B&W-sektionshaller op til nutidig bygningsmæssig standard. BCVA foreslår med sit projekt at isolerer de eksisterende facader med studieboliger, mens det store indre rum bevares åbent. Dermed bruges byggeriet af de 1.350 studieboliger til at finansiere renoveringen af de kæmpemæssige haller, der rager dobbelt så højt i vejret som Rundetårn.

Projektet er således et innovativt bud på, hvordan man både skaber et stort antal af de studieboliger, som København har brug for, og samtidig bevarer et af byens helt store industriminder, der ellers risikerer at forsvinde.

- Idéen er at ’fore’ hallerne med studieboliger og skabe et stort, opvarmet indre rum. Du betaler for at bygge boligerne og får renoveringen af hallerne og det store eventspace med oveni. Vi løser altså et praktisk problem, og samtidig gør vi noget, der er med til at promovere København, forklarer Rune Veile.

Startede som et mediestunt
De enorme bygninger på Refshaleøen havde senest en renæssance som venue for Eurovision i foråret 2014. BCVA lancerede oprindeligt sin idé i månederne efter det store musikevent som et indspark til debatten om B&W Hallernes fremtid.

- Det var egentlig tænkt som et mediestunt for at skabe opmærksomhed om et nystartet arkitektfirma. Idéen spredte sig som ringe i vandet, og vi blev derfor nødt til at tegne videre på det, fortæller Rune Veile om projektets tilblivelse.

BCVA har haft rådgivende ingeniører fra Moe til at regne på, om den vilde idé nu også kan lade sig gøre, og Rune Veile forsikrer, at projektet også rent konstruktionsmæssigt er tænkt igennem.

Arkitektfirmaet anslår, at det vil koste omkring en milliard kroner at gøre visionen til virkelighed. Om det sker, må tiden vise, men Rune Veile er fortrøstningsfuld.

- Vi har investorer klar, som har tilkendegivet, at de gerne vil være med. Vi har Danmarks bedste byggeplads i en kæmpemæssig overdækket hal. Det er bare at køre materialerne ind og gå i gang.
Læs mere om: BCVA
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.134