Aarhus nytænker byparken
Klimatilpasning og rehabilitering går hånd i hånd i nyt projekt, som nu kickstartes med 15 millioner Realdania-kroner i ryggen.
Med hjælp fra Realdania skal området omkring MarselisborgCentret omdannes til en offentlig bypark for både centrets brugere, som er mennesker i rehabilitering, og for aarhusianerne i al almindelighed.
Planen er at skabe verdens første bypark, der både håndterer overskydende regnvand og inviterer borgerne til sundhedsfremmende samvær. Parken skal være et mødested for alle, der vil nyde de grønne omgivelser, lege, motionere og træne kroppen på forskellig vis.
Projekt til 35 millioner
Realdania har givet tilsagn om 15 millioner kroner til at realisere ”SPARK”, som projektet er døbt. Det står for S unde P ark A ktiviteter, R ehabilitering og K lima.
Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Aarhus Vand og MarselisborgCentret investerer samlet 20 millioner kroner i projektet, der således har en samlet budgetramme på 35 millioner kroner. Næste skridt i processen er en landskabsarkitektkonkurrence, som formentlig bliver tofaset med åben dialog.
- I løbet af februar etablerer vi et konkurrencesekretariat, og planen er at prækvalificere tre aktører. Konkurrencen kommer til at køre indtil slutningen af 2016, og jeg vil tro, at vi er helt færdige i slutningen af 2017 eller starten af 2018, fortæller projektleder i Realdania, Gustav Z. Brade, til Building Supply.
Modellen ligger ikke fast
Hvad parken præcist kommer til at indeholde, vil blive defineret i forbindelse med den kommende udarbejdelse af konkurrenceprogram.
- Der bliver primært tale om landskabsbearbejdning, men vi er også åbne for at arbejde med de eksisterende bygninger og nybyggeri, hvis det giver mening. Vi har en god fornemmelse for den proces, som vi kommer til at køre, men der kan naturligvis dukke idéer op undervejs, siger Gustav Z. Brade.
Projektets entrepriseform ligger ikke fast på nuværende tidspunkt.
- Vi er stadig åbne over for, hvilken model vi ender ud med, siger Gustav Z. Brade.
Til inspiration for andre
Han betegner SPARK-projektet som en nyskabende kombination af klimatilpasning og rehabilitering, der vil kunne komme alle til gode.
- Alle involverede lægger vægt på, at projektet skal være med til at udvikle nye løsninger tekniske såvel som samarbejdsmæssige ud fra en helhedsorienteret og bæredygtig betragtning. Det færdige projekt skal fremstå som et udstillingsvindue og være til inspiration for andre, siger projektlederen.
Funktionsnedsættelse i form af sygdom, handicap eller sociale problemer skal ikke være begrænsende. Området skal derfor være indbydende og åbent hele året og døgnet rundt, og det vil bestå af både åbne og overdækkede arealer.
Samtidig skal området designes til på smukkeste vis at kunne håndtere store regnmængder – noget, som med klimaforandringerne er en stadig større udfordring for byerne. Planen er, at den nye park skal kunne klare skybrud.