23948sdkhjf

Cityringens sidste station har nået bunden

Den kommende metrostation ved Marmorkirken er nu fuldt udgravet. Stationen er den dybeste og mest udfordrende i projektet.
Med udgravningen af Cityringens sidste station har metrobyggeriet nået endnu en vigtig milepæl.

Stationen ved Marmorkirken vil i løbet af foråret være klar til at modtage tunnelboremaskinerne, som har tilbagelagt mere end 15 kilometer i hovedstadens undergrund.

Det betyder også, at alle de kommende metrostationer på Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro er forbundet, og samtidig er den første tunnelstrækning udgravet under Østerbro.

- Selv om det har været svært undervejs, så er metrostationen ved Marmorkirken et godt eksempel på, hvordan det lykkes at skabe ny og moderne infrastruktur midt i en storby og meget tæt på naboer og historiske bygninger, siger Guy Taylor, projektdirektør i Metroselskabet.

To perroner oven på hinanden
På byggepladsen ved Marmorkirken er der meget begrænset plads. Derfor vil stationen som den eneste få to perroner, der er placeret over hinanden. Det betyder, at den kommende metrostation ved Frederiksstaden bliver lige så dyb, som Marmorkirken er høj, nemlig knap 40 meter (uden spir).

- Byggepladsen ved Marmorkirken er den mest komplekse af Cityringens 23 byggepladser. Der er tale om en unik konstruktion, hvor man af hensyn til kirken, og området i det hele taget, har valgt at anlægge stationen med sporene oven på hinanden og ikke på hver side af en perron som på de øvrige stationer. Det giver særlige udfordringer og har blandt andet krævet en ekstra dyb skakt, fortæller Guy Taylor.

Med afslutningen af udgravningsarbejdet går byggeriet ved Marmorkirken nu ind i en ny fase, hvor der blandt andet skal støbes en massiv betonbund i skakten, inden tunnelboremaskinerne ankommer. Derefter går arbejdet i gang med at indrette selve stationsrummet og perronerne.

Cityringen med 17 stationer skal åbne i sommeren 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081