23948sdkhjf

Nye Byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Brørup, Sønderborg, Horsens og Ranum
REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

60 meter højt kontordomicil i indre Nordhavn

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal nu tage stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af lokalplantillæg med henblik på at kunne opføre et kontordomicil og byrum på spidsen af Redmolen i Nordhavn. Det sker på udvalgets møde den 18. januar, og det er PFA Pension, der vil bygge kontordomicil.

Projektet består af en cirka 60 meter høj kontorbygning med tilhørende byrum.

Der er gennemført en arkitektkonkurrence, og vinderforslaget herfra er et cirkelformet erhvervsdomicil på cirka 25.000 kvm i en højde på cirka 60 meter. I kontorbygningens stueetage ønskes etableret en offentlig tilgængelig vinterhave, hvorfra besøgende kan opleve bygningens centrale indre atrium. Her vil ligeledes være offentligt tilgængelige funktioner som for eksempel butikker, restaurant, café, udstilling samt en række funktioner tilknyttet virksomheder som for eksempel foyer, reception eller kantine.

Som en del af planen for hele Århusgadekvarteret etableres en promenade rundt om spidsen af Redmolen. I tilknytning hertil etableres et byrum med opholdsmuligheder og beplantning. Den eksisterende toldbygning på grunden bevares og kan udnyttes til udadvendte funktioner som eksempelvis café eller lignende.

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan medio 2016 for Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter det sendes i offentlig høring i 8 uger.

REGION SYDDANMARK

BRØRUP

Lundtoft Plejecenter i Brørup skal bygges ud, og der foreligger nu et færdigt projektforslag

Udvalget for social og ældre i Vejen Kommune skal blandt andet se på projektforslaget for udbygning og renovering af Lundtoft Plejecenter i Brørup i morgen 13. januar.

Projektforslaget indstilles godkendt, ligesom økonomien i projektet gør det.

Projektet omfatter 42 almene plejeboliger med en anskaffelsessum på godt 79,6 mio. kroner og servicearealer med en anskaffelsessum på godt 16,3 mio. kroner.

Sagen skal også behandles af økonomiudvalg og byråd.

SØNDERBORG

Opførelsen af et parkeringshus i Sønderborg ventes snart igangsat

Der skal opføres et nyt parkeringshus på Nordhavn til betjening af Multikulturhuset samt de andre aktiviteter og bygninger, der anlægges på havnen nu og fremover.

Opførelse af parkeringshuset udbydes i totalentreprise og der har været afholdt prækvalifikation af totalentreprenører, hvoraf der er valgt fem firmaer til at afgive endeligt bud. Opgaven udbydes i omvendt licitation. Det betyder, at prisen ligger fast, hvilket forventes at skabe mest værdi for det afsatte beløb.

Der skal nu træffes politisk beslutning om tilbudskriterier for valg af entreprenør, ligesom der skal nedsættes et bedømmelsesudvalg og udpeges observatører. Sagen behandles i Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune i dag.

Planen var tidligere, at parkeringshuset skulle anlægges med 157 pladser med mulighed for udvidelse. Grundet de tidligere vedtagne budgetomplaceringer, er der nu et anlægsbudget på 37 mio. kroner, hvorfor det forventes, at der minimum kan anlægges 360 parkeringspladser, hedder det i sagsfremstillingen.

SØNDERBORG

Kursusbygning ombygges til boliger og erhverv

EUC kursusbygningerne på Solglimt i Sønderborg ønskes omdannet til boliger og erhverv, og i den forbindelse er der udarbejdet ny lokalplan og kommuneplantillæg Plan og tillæg indstilles nu til endelig vedtagelse i Sønderborg Byråd. I første omgang behandler Teknik- og Miljøudvalget sagen på sit møde i dag.

Det er lokalplanens formål at ændre dele af det eksisterende byggeri til boliger og andre dele til erhverv. Desuden skal planerne give mulighed for at tilføje en ekstra etage på det eksisterende byggeri samt enten at udstykke og opføre tre parcelhuse eller syv tæt-lav boliger på arealet øst for de eksisterende bygninger.

REGION MIDTJYLLAND

HORSENS

Udbygning af Horsens Kunstmuseum

Inge og Asker Larsens Fond har givet tilsagn om en donation på fem mio. kroner til udvidelse af Horsens Kunstmuseums magasin, som planlægges opført i perioden fra april til december.

Den planlagte udvidelse omfatter cirka 340 kvm, og den placeres vest for Kunstmuseet og nord for parkeringspladsen.

Projektering og udbud af byggeopgaven gennemføres i løbet af februar og marts, og den nye bygning ventes klar til brug næste år i januar. Tilbygningen udbydes i fag­entreprise efter forudgående prækvalifikation.

HORSENS

Flere vuggestuepladser i Horsens

Horsens Byråd har godkendt, at der etableres 30 vuggestuepladser ved Daginstitution Lund og 30 vuggestuepladser ved Daginstitution Højvang.

Det er planen, at kommunens vuggestuekapacitet skal udbygges med 100 pladser frem mod 2017.

Byrådet har på investeringsoversigten afsat 2,2 mio. kroner i 2016 og 4,7 mio. kroner i 2017 til udbygningen. Desuden resterer et uforbrugt beløb på 3,76 mio. kroner på Børne- og Skoleudvalgets anlægsbudget for 2015, som foreslås afsat til formålet. Den samlede anlægsramme til etablering af de 100 vuggestuepladser bliver herefter på 10,66 mio. kroner.

I Lund foreslås det, at de 30 pladser etableres ved bygning af et såkaldt ”Ude-inde” hus til to børnehavegrupper, hvorefter de eksisterende grupperum kan indrettes til vuggestue.

På Nordrevej i Højvang råder Horsens Kommune over ledig bygningsmæssig kapacitet. Det foreslås, at de ledige bygninger på Nordrevej indrettes til integreret daginstitution.

REGION NORDJYLLAND

RANUM

Områdefornyelse i Ranum

Ranum i Vesthimmerlands Kommune skal have en ny start. Det er målsætningen, når Vesthimmerlands Kommune i år tager fat på et omfattende byfornyelsesprojekt i Ranum, skriver Nordjyske.

Processen skydes i gang allerede i denne måned, når en projektgruppe bestående af medarbejdere fra Vesthimmerlands Kommune og Cowi A/S vil besøge byen og interviewe en række lokale borgere.

Den samlede økonomiske ramme for projektet er på tre mio. kroner, hvoraf Vesthimmerlands Kommune bidrager med to tredjedele, mens Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet bidrager med den sidste tredjedel.

På tilsvarende vis er Vesthimmerlands Kommune i øjeblikket i gang med et større områdefornyelsesprojekt i Hornum.

I Ranum stiler man efter at få de forskellige byfornyelsesplaner godkendt i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i løbet af 2016, således at man forhåbentlig allerede i år så småt kan komme i gang med at føre ideerne ud i livet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097