23948sdkhjf

Ceste Træ har fået ny direktør

Økonomidirektøren gennem knap to år, Jens Røjkjær Lyhne, er forfremmet til administrerende direktør.
Ceste Træ A/S, der er en del af XL Byg og ejer ni byggecentre i det nordvestlige Jylland, har fundet sin nye administrerende direktør.

Det bliver Jens Røjkjær Lyhne, der tager over efter Niels Henrik Bornerup, som blev konstitueret i rollen efter, at Carsten Ørskov Hougaard fratrådte stillingen efter knap tre år på posten tilbage i august 2015.

Det skete ”efter gensidig aftale”.

- Vi har fået det ud af hinanden, som vi kan få, og der er intet dramatisk i aftalen, forklarede bestyrelsesformand, Peter Christensen, dengang til Nordjyske.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad påpeger han, at der siden både har været overvejelser om interne og eksterne løsninger, og at valget er faldet på Jens Røjkjær Lyhne, da han anses som den bedst egnede:

- Der har været overvejelser om, hvilken profil, man skulle vælge - også ud fra den fremtid, der tænkes på for Ceste Træ - og efterhånden har vi fundet frem til, at Jens passer bedst på den ønskede profil, siger han og fortæller desuden, at den nye direktør har været meget involveret i den proces, Ceste Træ har været igennem siden Carsten Ørskov Hougaards exit.

Fremtidsplaner skal på plads
Jens Røjkjær Lyhne kommer fra en stilling som økonomidirektør i selskabet - en rolle som han har haft i knap to år.

Før det har han været økonomidirektør i forskellige firmaer i Thisted-området, hvor Ceste Træ har sit hovedsæde.

- Så det er en økonomisk baggrund, jeg kommer med, forklarer den nye direktør og påpeger, at han kan byde ind med driftssikkerhed, ro og viden om både virksomheden og lokalområdet.

Han ser frem til udfordringerne i den nye rolle og understreger, at han endnu ikke har en stor programerklæring klar. Ledelsesgruppen har flere idéer for fremtiden, som han vil arbejde videre med, men først skal årsregnskabet for 2015 afsluttes.

Præcis hvilke planer, der er tale om, er for tidligt at melde ud, forklarer han og fremhæver, at der er ting, som endnu skal godkendes af bestyrelsen.

- Det er en proces, vi har gang i. Der ligger nogle frø, som man diskuterer frem og tilbage, så det er endnu ikke til at sige, om vi skal til højre eller venstre, siger Jens Røjkjær Lyhne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095