23948sdkhjf

32 nye Milton-huse i Ballerup

Arkitektgruppen omdanner tidligere industrigrund til bykvarter med parcel- og rækkehuse.
Arkitektgruppen gik i november i salg med 38 parcelhusgrunde i et helt nyt bykvarter i Ballerup.

Området, som er navngivet efter den nærtliggende Råmose, er en del af en større byomdannelsesplan i Ballerup kommunes ældre erhvervsområder, og det første område, som har en godkendt lokalplan til opførelse af boliger.

Byggemodningen er igangsat, og der er overtagelse på byggegrundene allerede den 1. maj 2016, hvorefter husbyggerierne kan iværksættes.

Rækkehuse klar til indflytning i år
Parcelhusgrundene er mellem 608 og 941 kvadratmeter og rummer mulighed for huse i både et og to plan. Desuden bygger typehusfirmaet Milton Huse i alt 32 etplans rækkehuse på 127 kvadratmeter på de fire hjørnegrunde.

- Vi oplever allerede stor interesse for området, og vi kan se, at der er et behov for netop den type huse, udtaler regionschef Claus Sjøgreen fra Milton Huse Sjælland, der forventer, at rækkehusene er klar til indflytning ultimo 2016.

Arealet i Ballerups østlige del husede i mange år den tidligere køleskabsproducent Atlas, og det er først med den nye lokalplan for området, at der åbnes op for et åbent grønt boligområde med en blanding af parcelhuse og rækkehuse omkring et stort fælles friareal.

- Det er en virkelig attraktiv beliggenhed, de nye beboere får. Råmosen er placeret ganske centralt i Ballerup, men alligevel med naturen lige om hjørnet. Kun 400 meter herfra ligger den fredede Råmose; en grøn oase med mose, eng og åbent vand, ligesom området grænser op til den idylliske landsby Pederstrup. Samtidig er der kort afstand til offentlig transport, motorvejsnettet og Ballerup C, siger udviklingsdirektør Tony Christrup fra Arkitektgruppen.

God dialog om lokalplan
Ballerup er ikke et helt ukendt område for Arkitektgruppen, som har hovedsæde i Odense, og primært udvikler boliger i København.

I 2006 opførte virksomheden Sømoseparken med 38 rækkehuse, og Tony Christrup er glad for at arbejde i Ballerup igen.

- Vi sætter stor pris på den gode dialog og det tætte samarbejde, vi har haft med Ballerup Kommune i forbindelse med udviklingen af lokalplanen. Vi synes, at Ballerup er en spændende kommune med stort fokus på blandt andet viden og uddannelse, men samtidig en kommune der går op i en aktiv fritid, har masser af arbejdspladser samt et rigt kulturliv, siger han.

Borgmester Jesper Würtzen (A) glæder sig over projektet, der er med til at sikre stor mangfoldighed i beboere og boligtyper i fremtidens Ballerup.

- Jeg er sikker på, at området hurtigt bliver et attraktivt boligkvarter med dets centrale beliggenhed i Ballerup og samtidig tæt på naturen, siger borgmesteren.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093