23948sdkhjf

Arne Jacobsen-arkitektur genopstår

To boder, tegnet af Arne Jacobsen, indgår i en omfattende fornyelse af Enghaveparken på Vesterbro i København.
De ældre generationer af Vesterbros beboere kan huske, at de har købt isbåde og frugt i to boder ved Enghaveparkens indgangsparti på Enghavevej. De blev revet ned i 1970’erne, men nu genopstår boderne, med midler fra Realdania, så de igen kan danne rammerne om liv og aktivitet ved parkens indgang.

- Det er prikken over i’et, og det havde vi ikke drømt om, da vi gik i gang for tre år siden. Projektet startede som et løft til boldbanerne i parkens ene hjørne, men i samarbejde med borgerne er indsatsen vokset til et storstilet projekt med boder, renovering af bygningerne, skybrudsløsning og modernisering af hele parken, siger Carsten Vesterager Petersen, projektchef for Områdefornyelsen Centrale Vesterbro.

Et vigtigt område
Enghaveparken er 85 år gammel og såvel boderne som resten af Enghaveparkens bygninger er noget af det første, som Arne Jacobsen tegnede, efter han blev uddannet som arkitekt. Parken rummer en spændende arkitekturhistorie, hvor man på et meget lille fysisk areal kan opleve overgangen fra romantisk nyklassicisme til modernisme i dansk arkitektur. Læskurene bag scenen repræsenterer det romantiske og de to nye boder det moderne.

- Enghaveparken er et vigtigt rekreativt område på Vesterbro, som nu skal gennemgå en gennemgribende opdatering og fornyelse. Genopførelsen af de to Arne Jacobsen-pavilloner vil fuldføre parken arkitektonisk og skabe mulighed for øget byliv, da pavillonerne kan danne ramme om både hverdagsliv og særlige kulturelle aktiviteter på Vesterbro. De vil bidrage positivt til øget livskvalitet for beboere og besøgende, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

De eksisterende bygninger og indgangene er lige nu ved at bliver restaureret med støtte fra A.P. Møller-fonden. Derfor kommer de to boder, der bygges efter originaltegningerne af Arne Jacobsen, til at fuldende Enghaveparkens udtryk.

Del af projekt til 100 millioner
Fornyelsen af hele Enghaveparken går efter planen i gang i 2017. Enghaveparken er en del af Københavns Kommunes skybrudsplan og skal som et led i fornyelsen derfor kunne rumme op til 24.000 kubikmeter vand. Københavns Kommune finansierer fornyelsen med 40 millioner kroner, mens Hofor bidrager med 60 millioner kroner.

Parken vil give plads til nye oplevelser, større biodiversitet, bedre rekreative muligheder og moderne aktiviteter ved at tilføje en bibliotekshave, forny boldspilsområdet, forbedre rosenhaven, nytænke den mørkeste del af parken og styrke hovedaksen mellem musiktribunen og hovedindgangen ved Enghavevej. Parken får tilføjet forskellige vandelementer som springvand og et omkransende dige.

Kulturstyrelsen freder parkens arkitektur. Det vil sige den klare struktur som den høje hæk, de klart markerede parkrum, alléer og funktionsopdeling i parken.
Den nedslidte musikscene, indgangene til parken og de to læskure istandsættes for 11 mio. kr. bevilliget af A.P. Møller. En del af midlerne går også til at etablere to nye indgange som kopier af de originale.

Tredje Natur, Platant og Cowi er rådgivere på fornyelsen af Enghaveparken.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078