Fem teams skal konkurrere om Campus Slagelse
23 teams havde ansøgt om prækvalifikation. Nu er feltet skåret ned til fem.
Dermed bliver det blandt de fem teams, at totalrådgiveren på udviklingen af Campus Slagelse skal findes, og vinderen kommer til at lave den helheds- og udviklingsplan, der kommer til at danne grundlaget for videreudviklingen af Campus Slagelse. Målet er at koble bymidte og stationsområdet sammen.
De fem teams
Tegnestuen Vandkunsten i samarbejde med Marianne Levinsen Landskab, Obicon, SNE Architects, ICP og Alexandra Instituttet.Team Juul Frost i samarbejde med Atkins og John Pløger.
Transform i samarbejde med Urban Agency, Rambøll NO, Livingcities og Ulrik Hidsberger.
Tredje Natur i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Alectia og Rekommanderet.
Sleth i samarbejde med Erik Brandt Dam Arkitekter, Fjerring ingeniør, Tom Nielsen, Mark Lorenzen og Urban Creators.
Højt ambitionsniveau
I første omgang skal de fem teams komme med et bud på, hvordan stationspladsen skal se ud og samtidig udarbejde en helheds- og udviklingsplan for området. Planen skal danne rammerne for en campus, hvor studerende, iværksættere og kommune kan arbejde tæt sammen.
De lokale politikere vil gerne gøre Slagelse til en levende uddannelsesby, og her spiller arkitektkonkurrencen en afgørende rolle:
- Derfor har vi også store krav og forventninger til deltagerne, for hvis vi skal lykkes, har vi brug for en visionær plan, som skaber rammerne for, at campus bliver en naturlig del af Slagelse, siger Stén Knuth.
Selve arkitektkonkurrencen skydes i gang efter nytår. Når de fem teams har afleveret hver deres bud, bliver forslagene bedømt af en dommerkomité bestående af politikere og interessenter fra Slagelse samt to fagdommere, som Arkitektforeningen udpeger. Forventningen er, at Slagelse Kommune kan afsløre vinderprojektet inden sommerferien 2016.