23948sdkhjf

Ny direktør i Lendager Arkitekter

Lene Damsbo Brix er hentet hos Core Arkitekter for at professionalisere virksomhedens strategiske udvikling.
Knapt fem år efter sin etablering er Lendager Arkitekter nu klar til at tage det næste skridt i sin udvikling.

Den københavnske tegnestue har ansat arkitekt maa Lene Damsbo Brix som direktør med ansvar for at styrke den strategiske udvikling og sikre grundlaget for fortsat vækst.

Det vil ske i samarbejde med indehaver Anders Lendager og i overensstemmelse med Lendager Arkitekters ideologi; at skabe reelt bæredygtige løsninger ud fra en cirkulær tankegang.

Står ved en skillevej
Lene Damsbo Brix har 15 år som partner og direktør i Core Arkitekter bag sig, og hun ser et stort potentiale i Lendager Arkitekter:

- Virksomheden står netop nu ved en skillevej, hvilket kræver en mere synlig ledelse, og jeg ved, hvad det kræver at få medarbejderne og virksomheden til at udvikle sig sammen. Kunsten er her at være opmærksom på, at virksomhedens dna er ganske særlig, og den skal bevares samtidig med, at virksomheden professionaliseres. Det løser vi ved at dele ansvaret præcist mellem os, sådan at Anders leder den faglige udvikling og jeg er den administrative og organisatoriske leder, siger Lene Damsbo Brix.

Ifølge Anders Lendager er det Lene Damsbo Brix’ solide erfaring som både arkitekt og virksomhedsleder, der gør hende ideel til stillingen. Denne særlige profil gør hende i stand til at drive forretning på baggrund af faglig viden og en indgående forståelse af fagets processer.

- Hvis jeg skulle lede den omdannelse, vi er midt i, og stå for implementering af struktur og strategi, så ville vores dna gå tabt. Derfor har jeg ansat Lene, og jeg er helt overbevist om, at hun er den rette, siger han.

Tre ’ben’ skal udvikles parallelt
Lendager Arkitekters kernekompetence er at skabe bæredygtige løsninger, inden for virksomhedens tre ’ben’; arkitektur og byudvikling, strategi og analyse samt produktudvikling.

De tre ’ben’ udgør selvstændige virksomheder, der er samlet under en fælles paraply. De tre ’ben’ arbejder tværfagligt og leverer konstant viden til hinanden i en cirkulær proces og står derfor også for at skulle udvikles parallelt, forklarer Anders Lendager:

- Vi vil bruge vores kræfter dér, hvor vi bliver endnu bedre til det, vi er gode til. Vi går nu fra at udvikle idéer til at skulle virkeliggøre dem og skal derfor udvikle forretningens tre ben på samme tid. Det er vigtigt for os at fastholde vores dna og vores ideologi – også i en vækstperiode – og bæredygtighed er et afgørende parameter i alle opgaver, vi påtager os. Hvis ikke vi kan se vores egen identitet i opgaven, så er vi ikke med. I den forstand er vi kompromisløse, siger Anders Lendager.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111