23948sdkhjf

Planerne skrider for jyske supersygehuse

Rod i økonomien og markante forsinkelser er status på jyske supersygehus-byggerier, viser nye statusrapporter. Flere planlagte projekter må derfor beskæres.
Tidsplanerne skrider, og plantegningerne må revideres.

Flere jyske supersygehuse er forsinkede, og budgetterne for byggerierne er under pres. Derfor må ambitionerne for de store projekter sænkes.

Statusrapporter lavet til regionsrådet i Region Midtjylland gør det klart, at byggerierne af de jyske sygehuse langt fra går efter planen. Det skriver Jyllands-Posten.

I Viborg er byggeplanerne for et moderne akuthospital ændret markant, og en etage er pillet af byggeriet i Gødstrup ved Herning for at dække et hul i budgettet. Og nødstrømsanlæggene samme sted er flyttet ud i en container.

I Skejby ved Aarhus vil regionen tage halvdelen af en administrationsbygning ud af byggeplanerne for at spare penge. Byggeriet af supersygehuset, som skulle stå færdig i 2016, er i øvrigt forlænget til oktober 2017.

At projekterne ikke kører på skinner, er en stor frustration for regionsrådsformanden i Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

- Det er rigtigt, rigtigt irriterende, siger han til Ritzau.

Men patienterne kommer ikke til at lide under problemerne, understreger Bent Hansen.

- Når patienterne flytter ind, skal byggeriet være 100 procent færdigt. Patienterne må ikke mærke noget til det her, og det gør de heller ikke.

- Hvis vi skal skære noget væk, så er det de funktioner, som ikke har noget med patienterne at gøre, siger han.

At tidsplanerne for de jyske supersygehuse skrider, bliver unægtelig et problem for patienterne, mener direktøren i Danske Patienter, Morten Freil.

- De nuværende sygehuse er ikke tidssvarende til en ordentlig behandling.

- Og derfor ser vi patienter, der ligger på gangene, samtaler, der foregår på gangene, fordi man ikke har samtalerum. Og patienter, der kastes rundt på sygehusene, fordi de ikke er indrettet til en sammenhængende behandling.

- Så det er alvorligt, hvis tidsplanerne udskydes, fordi vi har brug for de nye supersygehuse, siger Morten Freil til Ritzau.

Der er ikke udsigt til, at Region Midtjylland vil bede sundhedsministeren om flere penge for at få de nye supersygehuse op i fuld drift, oplyser regionsrådsformanden.

- Vi ved godt, hvad spillereglerne er, og vi laver de nødvendige tilpasninger for at få pengene til at slå til, siger Bent Hansen, som vil ty til såkaldte reservepuljer for at få styr på byggerierne så hurtigt som muligt.

Men reservepuljer er kun en nødløsning, og det er risikabelt at tære på dem, påpeger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- De nye faresignaler er, at man begynder at tage flere af de her risikopuljer i brug, og når man gør det, og der ikke er flere penge, så er man nødt til at skære ned på nogle af de ting, man havde planlagt. For eksempel halve administrationsbygninger.

- Det kan man ikke blive ved med, og på et eller andet tidspunkt kommer man ind til kernedriften, siger han til Ritzau.

Dermed er det dog ikke sagt, at flere kroner er løsningen.

- Hvis man starter med at give de første penge, så vil de efterfølgende sygehuse heller ikke behøve at barbere deres projekter til, siger Per Nikolaj Bukh.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125