23948sdkhjf

Rekordoverskud: Henning Larsen fordobler indtjeningen

Den internationale tegnestue henter nu to tredjedele af omsætningen uden for landets grænser.
Regnskabsåret 2014/15 blev et rekordernes år for Henning Larsen Architects A/S, som satte nye standarder for både omsætning og indtjening. Koncernens samlede omsætning steg med 63 procent til 319,9 mio. kr., mens resultatet før skat blev mere end fordoblet fra 20,4 til 44,8 mio. kr.

- Året har været præget af høj aktivitet med gennemførelse af store kontraherede projekter og fokus på indhentning af nye ordrer, konsolidering af datterselskaber og opbygning af nye forretningsområder herunder landskabsarkitektur, lyder det i ledelsesberetningen, hvor resultatet betegnes som ”meget tilfredsstillende”.

Direktør Mette Kynne Frandsen sagde i november sidste år til Building Supply, at 65 procent af omsætningen på sigt skulle hentes uden for landets grænser. Det mål blev allerede indfriet i 2014/15, hvor kun 34 procent af den stigende omsætning kom fra Danmark.

Vil investere i Nordamerika
Sammen med det øvrige Norden udgør Danmark dog fortsat Henning Larsen-koncernens største marked med fokus især på større projekteringsopgaver inden for kultur-, undervisnings-, kontor- og laboratoriebyggeri foruden rådgivning om space management, landskab og bæredygtighed.

Strategien er at styrke positionen i udlandet, hvorfor Henning Larsen har planer om at investere i det nordamerikanske marked. Desuden forventes yderligere vækst især i datterselskaberne i Saudi Arabien, Tyskland og Hongkong.

- Væksten i opgaver og omsætning forventes i fremtiden at komme fra såvel de nordiske som de internationale markeder. Det forventes, at næste års nettoomsætning vil være på niveau med dette år, lyder prognosen i ledelsesberetningen.

Ny partner og hæder i udlandet

Henning Larsen Architects A/S har efterhånden etableret sig på det sydtyske marked, og nu opruster tegnestuen ved at indlemme arkitekt Viggo Haremst i partnerkredsen med plads på kontoret i München fra årsskiftet.

Tirsdag i denne uge kunne tegnestuen endvidere meddele, at den var blevet kåret til Årets Arkitektvirksomhed ved Construction Week Design and & Build Awards i Riyadh, Saudi-Arabien.

Henning Larsen Architects har siden 2008 haft kontor i Riyadh, hvor man også byggede Udenrigsministeriet tilbage i 1984.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094