23948sdkhjf

Spritny godsterminal ligger øde hen

Nybygget godsbaneterminal til 33,5 mio. kr. ved Hirtshals Havn ligger fortsat øde hen - logistikken er gået i hårdknude
I Hirtshals ligger en nybygget godsbaneterminal, der har kostet 33,5 millioner kroner. I efterhånden fire måneder har det spritnye anlæg været klar til brug. Der er bare ét problem: Der er ikke fundet nogen operatør, som vil køre godstog til og fra terminalen.

Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

I over et halvt år har Hjørring Kommune, som ejer terminalen, ligget i forhandlinger med tyske DB Schenker. De to parter er meget tæt på at nå en aftale, men de har glemt en lille detalje - nemlig at sende planerne forbi Nordjyske Jernbaner, som skal lægge spor til togene.

Nu er sagen gået i hårdknude, og dermed er der meget lange udsigter til, at gods til og fra Hirtshals Havn kan blive flyttet fra vej til bane.

Ifølge DB Schenker ligger problemet hos Nordjyske Jernbaner. Ifølge Nordjyske Jernbaner ligger problemet hos DB Schenker.

Først DB Schenkers udlægning:

- Fra Padborg til Hirtshals tager det 5 timer med lastbil, men 11 timer med tog. Det skyldes lange ventetider nord for Aalborg, hvor Nordjyske Jernbaner har ansvaret for jernbanen. Vi ville gerne køre tre tog om ugen hver vej mellem Hirtshals og grænsen. Vi har forsøgt at få Nordjyske Jernbaner til at ændre deres køreplan for at give plads til vores godstog, men det ønsker de ikke. Måske fordi de i modsætning til BaneDanmark ikke er så vant til at forhandle med sådan nogle som os, siger Gottfried Eymer, adm. direktør for DB Schenker i Danmark.

Dernæst Nordjyske Jernbaners udlægning:

- Selv om vi kun har en enkeltsporet jernbane her i Vendsyssel, er der ingen problemer med at få DB Schenkers godstog fra Aalborg til Hjørring. Problemet ligger i at få dem videre til Hirtshals. De tider, BaneDanmark har tildelt DB Schenker op gennem Jylland, betyder, at deres godstog sydfra ankommer til Hjørring midt på eftermiddagen. Det er lige præcis i vores myldretid, og så er der ikke plads til et godstog også. DB Schenker har foreslået, at vi flytter alle vores passagerer over i busser. Men det kan vi ikke bare gøre. Dels har vi investeret i relativt nye tog, dels kører der i gennemsnit 100 passagerer med hvert tog, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre at betjene dem alle sammen med bus, forklarer adm. direktør Peter Hvilshøj, Nordjyske Jernbaner.

Det er usikkert, hvor meget gods terminalen kan flytte fra vej til bane. Et ”forsigtigt gæt” fra direktøren for Hirtshals Havn, Jens Kirketerp Jensen, lyder på tre tog à 40 sættevogne om ugen. I givet fald vil det betyde 240 lastbiler færre om ugen på de jyske motorveje. Estimatet svarer til ni procent af den samlede godstrafik til og fra Hirtshals Havn.

Kilde: NORDJYSKE Stiftstidende

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094