København bygger folkeskole på 11.500 kvadratmeter
Lundgaard & Tranberg har tegnet den cirkulære bygning, som nu udbydes i hovedentreprise.
Kalvebod Fælled Skole har særligt fokus på idræt og bevægelse – et træk der tydeligt integreres i byggeriet, der i centrum af det cirkulære bygningsmassiv huser en multianvendelig hal. Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Københavns Kommune offentliggjorde i sidste uge udbudsbekendtgørelsen for byggeriet af Kalvebod Fælled Skole, der skal opføres i hovedentreprise.
Arkitekt på projektet er Lundgaard & Tranberg, der har skabt en fem etager høj, cirkulær bygning, der omkranser en centralt placeret idrætshal uden tilskuerpladser.
Den nye folkeskole får et areal på cirka 11.500 kvadratmeter bruttoetagemeter uden kælder med en tagterrasse på cirka 1.000 kvadratmeter. Udearealet er på cirka 9 500 kvadratmeter og udlægges som en ottemands fodboldbane med kunstgræs samt et legeareal med belægninger og beplantning. Hertil kommer cykelparkering og affaldsskure.
Ifølge arkitekterne bliver skolen en af de første, der er designet efter den nye skolereform. Både klasselokaler, lærerfaciliteter og rum for fritidsaktiviteter (KKFO og Klub) vil imødekomme de længere skoledage og give plads til lektiecaféer og forberedelsesmuligheder for lærerne. Maden bliver desuden prioriteret højt med et stort køkken og kantinerum.
- Skolen er ikke blot tænkt som en reformsikret skole – men også en fremtidssikret. Der er lagt vægt på gode lysforhold, akustik, robuste overflader og multianvendelige rum, skriver Lundgaard & Tranberg på sin hjemmeside.
Fristen for at komme i betragtning til hovedentreprisen er den 5. november 2015.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.