Tivoli-hotel på Kalvebod Brygge i 2010
Tivoli A/S og Arp-Hansen Hotel Group A/S har i dag indgået et strategisk samarbejde omkring etableringen af et nyt tematiseret hotel, Tivoli Hotel, på ca. 400 værelser. Hotellet åbner sammen med Københavns nye kongrescenter, Tivoli Congress Center, Downtown Copenhagen, ultimo 2010 på Kalvebod Brygge.
Hotellet åbner sammen med Københavns nye kongrescenter, Tivoli Congress Center, Downtown Copenhagen, ultimo 2010 på Kalvebod Brygge. Såvel hotel som kongrescenter opføres, ejes og drives af Arp-Hansen Hotel Group.
Med dette samarbejde realiseres endnu et element i Tivolis strategi om at varetage en større del af værdikæden ved at give gæsterne den totale oplevelse og skabe et spændende temahotel tæt på forlystelseshaven. Samarbejdet forventes at indbringe Tivoli licensindtægter i størrelsesordenen 2-4 mio.kr. årligt. Hertil kommer fra hotellets åbning øgede entreindtægter og formidlingsprovision. Aftalen er eksklusiv inden for mid-marked hotelsegmentet og løber i 20 år fra hotellets åbning.
Hotellets profil er rettet mod både forretningsgæsterne og familiesegmentet og giver samtidigt et godt afsæt til Arp-Hansen Hotel Group´s plan om at tilføre København et nyt stort kongrescenter.
- Tivoli har gennem mange år ønsket at udvide sine forretningsområder inden for turisme-værdikæden. Og et Tivoli-hotel i familieklassen ligger godt i forlængelse af vores strategi om at bevæge Tivoli fra at være en sæsonvirksomhed til en helårsvirksomhed med flere forskellige indtægtsstrømme. Tivoli åbner dette forår i samarbejde med Løgismose det første hotel med 13 luksussuiter i Nimb. Det bringer os lidt ad vejen - primært i den eksklusive del af skalaen. Aftalen med Arp-Hansen rykker os et stort skridt i forhold til familie- og forretningssegmentet med en hotelpartner, som er kendt for høj kvalitet og god service, siger Lars Liebst, adm. direktør Tivoli.
Kilde: Tivoli