23948sdkhjf

Metrobyggeri når en milepæl

Al gravearbejde er nu overstået på Vesterbro og Frederiksberg.
Tunnelboremaskinen Tria nåede i dag en vigtig milepæl på metrobyggeriet, da den brød igennem til Sønder Boulevard. Dermed er udgravningen til hovedstadens nye metrolinje, Cityringen, afsluttet på Vesterbro og Frederiksberg.

Med dagens tunnelgennembrud sættes der punktum for udgravningen af to af Cityringens fire tunnelstrækninger. Både på Frederiksberg og Vesterbro er udgravningen nu overstået, og det betyder samtidig, at mere end 40 pct. af den kommende metrolinje er udgravet.

Det var tunnelboremaskinen Tria og dens besætning på 10-15 borebisser, der mandag ved middagstid brød igennem københavnerkalken til Sønder Boulevard og dermed markerede afslutningen på tunnelarbejdet på Vesterbro og Frederiksberg.

- Et tunnelgennembrud er altid en vigtig milepæl. Men gennembruddet i dag på Vesterbo markerer samtidig afslutningen på udgravningen af to af Cityringens i alt fire strækninger. Dermed er vi et stort skridt videre i arbejdet med at bygge mere metro i hovedstaden til gavn og glæde for byens borgere, virksomheder og gæster, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet.

Den mere end 100 meter lange tunnelboremaskine skal nu skilles ad og transporteres videre til tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade. Her vil boremaskinen blive samlet igen, inden den fortsætter gravearbejdet mod Østerport.

Med gennembruddet til Sønder Boulevard på Vesterbro er der hul igennem fra Nørrebroparken og til de kommende stationer på Frederiksberg og Vesterbro frem mod Københavns Hovedbanegård.

Om kort tid starter tunnelboremaskinerne op fra Nørrebroparken, hvor de fortsætter udgravningen af metrotunnellen frem mod Nørrebro Station og videre over ydre Østerbro og hele vejen til Øster Søgade.

Cityringen vil efter planen stå klar i sommeren 2019. De 17 nye metrostationer forbinder Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg og City. Samtidig bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094