23948sdkhjf

Landinspektør sender droner over byerne

Som de første har landinspektørfirmaet LE34 fået godkendt en danskudviklet drone til flyvning i byer, og firmaet investerer millioner i egenudviklet flykoncept. Nu skal droner bruges til alle slags landmåling.
Hidtil er droner kun i begrænset omfang blevet brugt til landmåling herhjemme, men det bliver der nu ændret på.

LE34, der er Danmarks største landinspektørfirma, satser massivt på droner til kortlægning og tredimensionel modellering og vil nu dagligt bruge ubemandede luftfartøjer til flere opmålingsopgaver.

Virksomheden har investeret millioner i egenudviklet flykoncept og råder foreløbig over syv luftfartøjer samt fire uddannede piloter til at betjene sine 24 danske afdelinger.

Konceptet har netop ført til den første danskudviklede drone med en såkaldt 1A-godkendelse, der tillader flyvning i byområder med luftfartøjer op til 1,5 kilo totalvægt.

”Teknologien er i dag udviklet på et niveau, der sikrer meget høj kvalitet, nøjagtighed og opløsning, og dronerne har så mange fordele, at de naturligt kan indgå i helt almindelige, daglige landmålingsopgaver. Ofte er det meget nemmere at filme med droner end at måle efter manuelt udvalgte punkter. Man er sikker på at få alt opmålt, og i et byområde kan man tit få den samme viden ud af få minutters droneflyvning som en dags manuel opmåling. Ud fra billederne danner vi en tredimensionel model med mange millioner datapunkter – og i den kan man opmåle alt. Det gør vores kunders arbejde nemmere”, fortæller Søren Nørmølle, der er landinspektør og partner i LE34, i en pressemeddelelse.

Tredoblet flyvningerne

LE34 har på et år tredoblet antallet af droneflyvninger, og landinspektørfirmaet forventer, at den eksplosive vækst fortsætter.

Kunderne tæller blandt andet ingeniører, arkitekter, entreprenører, forsyningsselskaber, den offentlige sektor, landbruget, golfklubber og større produktionsvirksomheder.

Selvom danskerne fremover kan forvente langt flere kommercielle droneflyvninger i det offentlige rum, er der ifølge LE34 ikke nogen grund til at frygte for hverken sikkerheden eller privatlivets fred i beboelsesområder.

”Som godkendt droneoperatør er man i kraft af luftfartsloven underlagt et strengt regelsæt. Der skal eksempelvis altid holdes en passende sikkerhedsafstand til personer, tamdyr og beboelse, og alle flyvninger i byområder skal anmeldes til politiet. Reglerne sikrer, at risikoen for ulykker er minimal. Samtidig har vi hos LE34 formuleret et etisk regelsæt, som blandt andet indebærer sletning af personbilleder taget under opmåling”, forklarer Søren Nørmølle.

brahe

Krav til droneflyvning
For at få tilladelse til droneflyvning i byområder skal man leve op til en lang række krav fastlagt af Trafikstyrelsen.
Blandt andet skal man kunne godtgøre, at luftfartøjet er forsvarligt bygget, og både dronen og den enkelte pilot skal bestå en praktisk test.
For at minimere risikoen for person- og tingskade skal droneoperatøren desuden kunne dokumentere sine arbejdsmetoder og processer samt sin flyvnings- og uheldshistorik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093