Ny obligatorisk byggeskadeforsikring træder i kraft 1. april
Private bygherrer skal i en række tilfælde ved opførelse
af nybyggeri til helårsbeboelse tegne byggeskadeforsikring
i henhold til lov om obligatorisk byggeskadeforsikring, der træder i kraft pr. 1. april 2008.
Pligten til at tegne forsikringen påhviler dog entreprenøren, når
- entreprenøren direkte med en forbruger indgår en hoved- eller totalentrepriseaftale om nybyggeri af en helårsbolig til brug for forbrugeren.
- entreprenøren i eget regi opfører huse eller lejligheder og sælger eller udlejer disse til forbrugere til helårsbeboelse.
Er der tale om blandet brug af et hus eller en lejlighed til erhverv og beboelse vil det blive regnet som helårsbeboelse, hvis det hovedsageligt anvendes hertil. Det bemærkes, at en forbruger ikke i alle tilfælde er en person, men kan være en sammenslutning af personer, f.eks. i form af en såkaldt ”selvgroet” andelsboligforening.
Byggeskadeforsikringen skal tegnes med den til enhver tid værende ejer af bebyggelsen som den sikrede, og forsikringspræmien skal betales som en engangspræmie. Der kan efter loven ikke med bindende virkning aftales med forbrugeren, at denne skal betale præmien.
Forsikringen skal tegnes for 10 år og dække væsentlige byggeskader. Der er altså ikke sammenfald mellem forsikringens dækningsområde, og det ansvar entreprenøren kan ifalde for mangler.
Forsikringsselskabet skal gennemføre et 1 og 5 års eftersyn, som entreprenøren hverken har ret eller pligt til at deltage i. Ved konstatering af en dækningsberettiget skade kan bygningsejeren vælge at reklamere til entreprenøren eller anmelde skaden til forsikringsselskabet. I sidstnævnte situation kan forsikringsselskabet vælge enten at lade skaden udbedre eller betale erstatning direkte til bygningsejeren. Herefter kan forsikringsselskabet gøre regres mod entreprenøren.
Der skal ved ansøgning om byggetilladelse, som indgives den 1. april 2008 og senere, vedlægges et tilbud på byggeskadeforsikring, og ved færdigmelding skal der sendes dokumentation for, at byggeskadeforsikringen er tegnet og betalt.
Der foreligger endnu ikke oplysninger fra forsikringsbranchen om prisen på forsikringen.
Det er således ikke muligt, at prissætte udgiften til forsikringen ved tilbudsudregningen, og det kan ifølge loven heller ikke med bindende virkning aftales, at forbrugeren betaler præmien. Et forbehold herom vil derfor ikke holde. Dansk Byggeri har gjort Erhvervs- og økonomiministeren opmærksom på dette og opfordret til en udsættelse af ikrafttrædelsestidspunktet, men foreløbig forgæves.
Kilde: Dansk Byggeri