23948sdkhjf

NCC har 6,6 milliarder i ordrebogen

KVARTALSRAPPORT: NCC melder om en god start på året i Danmark med stigende omsætning og ordreindgang.
NCC’s danske forretning kom stærkt ud af 2014, og den positive udvikling ser ud til at fortsætte i 2015.

I årets første kvartal er omsætningen steget med hele 58 procent til 1,4 mia. kr., og samtidig melder virksomheden om en meget tilfredsstillende ordreindgang. NCC i Danmark råder dermed over en ordrebeholdning på 6,6 mia. kr., hvilket er godt 200 mio. kr. højere end ved årsskiftet.

Driftsresultatet er et underskud på 18 mio. kr. for perioden, hvilket er en forbedring på 53 mio. kr. sammenlignet med sidste år.

- Vores kunder efterspørger i stigende grad løsninger inden for bæredygtigt byggeri og anlæg. I den forgangne periode har vi fået flere af den type ordrer, siger administrerende direktør Klaus Kaae, NCC Construction Danmark.

Arbejdsstyrken øges
Netop NCC Construction Danmark har oplevet markant fremgang i første kvartal. Omsætningen er steget med 21 procent til 901 mio. kr., mens resultatet er forbedret med 9 mio. kr. til 51 mio. kr. svarende til en EBIT på 5,6 %.

Ordreindgangen er med sine 945 mio. kr. cirka en kvart mia. kr. højere end i første kvartal 2014, og det bringer de samlede ordrebeholdning op på 4,8 mia. kr.

- Den øgede aktivitet er meget glædelig og betyder, at vi øger arbejdsstyrken i NCC. Det gælder både funktionærer og timelønnede, herunder praktikanter og lærlinge, siger Klaus Kaae.

Det er blandt andet to store projekter inden for energirenovering – plejecentret Hørgården og lejlighedsbebyggelsen Tibberup – der styrker ordreindgangen i kvartalet.

Flere boliger til københavnerne
Søsterselskabet NCC Bolig melder om et fortsat stabilt salg af projektboliger med særligt stor efterspørgsel i det centrale København.

Det tredje og sidste ejerlejlighedstårn i Havnevigen på Islands Brygge i København – Østtårnet med 43 boliger – blev afleveret i marts og markerer dermed afslutningen af dette delprojekt. De sidste 48 ejerlejligheder i Fem Søstre i Vejle blev sat til salg i årets første kvartal, og i marts lancerede NCC Bolig 56 rækkehuse i Ørestad Syd, som en del af udviklingen af Arenakvarteret.

NCC Bolig kan desuden glæde sig over at have vundet den prestigefyldte Mipim-pris i kategorien ’verdens bedste boligbyggeri’ for lejlighederne på Krøyers Plads på Christianshavn. Prisen blev modtaget i selskab med arkitekterne fra Cobe og Vilhelm Lauritzen.

Også NCC Property Development melder om positiv udvikling med stor interesse fra investorer for nye projekter i Aarhus og København, mens NCC Roads har øget aktiviteten inden for Råstoffer og Vejservice. Sektoren Asfalt opererer i et fortsat stærkt konkurrencepræget marked og har indledt året på niveau med 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157