Byggeriet er EU-mester i tekniske handelshindringer
Danske særregler på byggematerialer gør byggeri betragteligt dyrere end nødvendigt, mener Dansk Erhvervssammenslutning (DESA). Især ved offentligt byggeri, stilles krav om overholdelse af alle mulige danske særregler, som forhindrer udenlandsk konkurrence. DESA opfordrer regeringen til at gribe ind.
- I praksis er der tale om at Danmark er EU-mester i tekniske handelshindringer, når det gælder byggematerialer. De ”frivillige aftaler” begrænser i betydeligt omfang konkurrence fra udenlandske leverandører, siger Colette Brix, formand for DESA, Dansk Erhvervssammenslutning, der især repræsenterer de små virksomheder.
Ifølge DESA er det især ved offentligt byggeri, at der stilles krav om overholdelse af de frivillige regler. Det fordyrer det offentlige byggeri betragteligt, og koster dermed skatteyderne mange penge. DESAs formand Colette Brix, der desuden er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, vil nu rejse sagen overfor finansminister Lars Løkke Rasmussen.
- Offentligt byggeri skal ikke være dyrere end nødvendigt. Alle love og EU-regler skal selvfølgelig overholdes, men det kan ikke være rimeligt, at man derudover stiller alle mulige og umulige krav, siger Colette Brix og tilføjer:
- Finansministeren bør understrege overfor både stat, regioner og kommuner, at offentligt byggeri skal overholde loven – hverken mere eller mindre!
Bekræftes af Byggeriets Indkøbsforening A/S Adm. direktør for Byggeriets Indkøbsforening A/S, Ivan Baad bekræfter, at de frivillige regler koster skatteyderne mange penge.
- Indenfor offentligt byggeri oplever vi effekten meget tydeligt. I privat byggeri kan byggefirmaerne ofte få lov at anvende materialer uden frivillige kontrolordninger og mærkninger. Men inden for det offentlige er det stort set aldrig tilfældet. Det betyder for eksempel, at billigere varer fra den tidligere østblok på den måde holdes ude af det danske marked, og at udenlandske byggefirmaer i højere grad holder sig fra det danske marked, fordi de tvinges til at bruge danske leverandører. Det er alt sammen fordyrende, siger Ivan Baad.
Ivan Baad afviser i øvrigt, at de frivillige regler gør byggevarerne bedre.
- Det generelle indtryk er, at varerne fra bl.a. de tidligere østbloklande er i top. Importørerne og de udførende er meget opmærksomme på kvaliteten, da de ved, at en reklamation, der f.eks. medfører udskiftning af et vindue, er meget kostbart, siger Ivan Baad.
Kilde: Dansk Erhvervssammenslutning