Mange maskinnyheder i Havdrup
Der blev præsenteret helt nye maskintyper i Danmark, da Havdrup Maskinforretning holdt åbent hus for kommuner, anlægsgartnere og andre fra den grønne sektor
Hele John Deeres program af kommunal- og kompakttraktorer samt græsklippere og transportkøretøjer var naturligvis repræsenteret, men det var også lykkedes Havdrup Maskinforretning at hente en nyskabende Air Inject maskine til at belufte græsarealer. Air2g2 stikker tre spyd ned i jorden og puster luft ud, så jorden løsnes. Den er udviklet i USA og anvendes i dag på golfbaner og boldbaner, hvor jorden er pakket og trænger til beluftning. Ved at puste luft ud under jordoverfladen brydes det øverste lag, som ofte er der, hvor problemet med pakning er størst.
Ian Pogsan fra den engelske distributør, Campey Turfcare fortalte om eksempler på, at to overkørsler helt havde løst problemer, hvor der jævnligt stod vand på en fodboldbane. Nogle britiske greenkeepere har så gode erfaringer, at de helt er stoppet med verti-drain på greens.
- Når der kommer så mange til vores åbent hus arrangement, er det rart, at vi også kan præsentere nogle reelle nyheder, så kunderne kan hente ny inspiration og måske blive endnu dygtigere til at drive deres virksomheder, siger direktør Jens-Erik Hansen, Havdrup Maskinforretning.
En anden nyhed, som Havdrup Maskinforretning præsenterede, var et anlæg til ukrudtsdampning. Det er kedelproducenten MS-Teknik, der er specialiseret i dampanlæg til industrien, som har udviklet en mobil dampkedel og et sideforskydeligt fordelerbord, som rammer ukrudtet meget præcist med en randzone på kun to-tre cm.
- Jeg har 20 års erfaring med damp, og jeg har udviklet et anlæg, som er meget enkelt. Alle dele, som er i berøring med vand og damp er fremstillet af rustfrit stål, og vi arbejder med damp ved 5 bar og 150 grader. Kedelanlægget anvender 3½ liter diesel i timen, og vi har udviklet en ny brændertype, som kan arbejde på biodiesel, fortæller Morten Svendsen, der er indehaver af MS-Teknik.
Endelig kunne Havdrup Maskinforretning præsentere Nilfisk Altos nye opbygning af en højtryksrenser i en standard trailer. Den kan løse opgaver i boligforeninger, kommuner, golfklubber og lignende. Højtryksrenseren kan monteres i en indregistreret trailer og er dermed let og hurtig at fragte rundt.
Ud over nyhederne og mange John Deere traktorer og maskiner var der også bl.a. redskabsbærere, som nu har skiftet navn fra Belos til Kärcher, redskaber fra GMR Maskiner, håndværktøj samt maskiner og tilbehør fra en lang række leverandører.
Jens-Erik Hansen vurderer, at der var mellem 400 og 450 gæster på dagen.
tøtte