23948sdkhjf

Scandi Byg effektiviserer sig til fornyet vækst

Omsætningen er steget med over 60 procent hos Scandi Byg, som dog først i løbet af 2015 forventer at nå op på samme niveau som i rekordåret 2012.
Scandi Byg er på vej tilbage mod fordums styrke, efter et 2013-regnskab, som barberede toplinjen hos Løgstør-virksomheden med næsten to tredjedele. Således er omsætningen i 2014 steget med over 60 procent til 263 mio. kr., mens resultatet før skat er næsten tredoblet til 6,1 mio. kr.

- Vi er blevet bekræftet i, at den udstukne kurs er den rigtige, og vi investerer fortsat massivt i effektiviseringsaktiviteter overalt i virksomheden. Professionalismen er blevet skærpet gennem en række processer og procedurer, så vi nu har fuld fokus på at hive mere omsætning hjem via sunde projekter, siger adm. direktør Jesper Hoffmann til Building Supply.

Stærk dansk krone et problem


Det er ikke uden omkostninger for en modulproducerende virksomhed fra Løgstør, når den danske krone er under pres fra grænseløse spekulanter.

Således har de sidste måneders høje kronekurs bevirket, at Scandi Bygs entré på det norske marked har været sværere end forventet.

- Valutaproblematikken har været stærkt udfordrende, fordi den stærke krone i forhold til den svagere norske krone har gjort, at vi fra starten var udfordret i forhold til konkurrenceevnen, siger Jesper Hoffmann, som dog kan glæde sig over, at kursen på 100 danske kroner i slutningen af december var på 126 norske kroner, mens kursen i dag ligger på omkring 116.

Rammeaftaler kan ikke medregnes
Han hentyder til, at Scandi Bygs ordrebeholdning ved udfærdigelsen af årsrapporten for 2014 var mere beskeden, end hvad modulproducenten kunne tænke sig. Det skyldes dog for en stor dels vedkommende, at Scandi Byg har indgået flere rammeaftaler, men mangler de rette godkendelser, før de kan forvandles til endelige kontrakter.

- I og med at der er tale om rammeaftaler, kan de ikke indregnes i ordrebeholdningen, før den egentlig kontrakt er indgået, forklarer Jesper Hoffmann.

Af samme grund forventer direktøren stigning i både omsætning og resultat i indeværende regnskabsår, hvor evnen til at tjene penge også skal forbedres.

Tredje ordre i Norge på plads
Ud over et øget fokus på tilbudsprocesser samt øvelsen i at sige nej til de opgaver, der ikke passer på profilen, så henter Scandi Byg-direktøren en del optimisme uden for landets grænser. Virksomheden har således været til stede i Norge i cirka halvandet års tid, og engagementet begynder nu så småt at give pote.

- Der er ikke noget i Norge, der kommer af sig selv. Du skal være skarp og klar til at ofre en del for at etablere de gode relationer. Man får ikke store ordrer fra dag et, men til gengæld virker det, som om tilliden er meget stor i Norge, når relationerne først er på plads. Så det er besværet værd, fastslår Jesper Hoffmann, som netop har landet den tredje ordre i nabolandet mod nord.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128