Ny, spændende bydel på Grønttorvet i Valby
Et konsortium bestående af Hoffmann Ejendomme og den internationale kapitalfond The Carlyle Group overtager Grønttorvet, der flytter til Nordeuropas største handelscenter for fødevarer og blomster i Høje Taastrup
Overtagelsen forventes at ske omkring årsskiftet 2010-11, hvor Grønttorvet flytter til et stort, nyt fødevare- og blomstertorv i Høje Taastrup Transport Center. Salgsaftalen er betinget af godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling i Grønttorvet København s.m.b.a. i slutningen af juni.
Grønttorvets bestyrelse besluttede i foråret 2006 at sætte det gamle torv i Valby, bygget i 1958, til salg via ejendomsmæglerne DTZ Denmark og Nielsen & Partnere A/S. Baggrunden var udsigten til nødvendige og meget omkostningskrævende investeringer de kommende år og risikoen for, at fremtidige miljøzoner i København vil umuliggøre tung lastbiltrafik i Valby.
Grønttorvet og køberkonsortiet indledte forhandlinger omkring årsskiftet. Parterne er nu nået til enighed om, at køberne overtager grund og bygninger i Valby to år efter, at der foreligger en endelig og upåklaget lokalplan for området fra Københavns Kommune.
Udvikling i tæt samarbejde med borgerne
Hoffmann Ejendomme og The Carlyle Group har dannet et fælles udviklingsselskab, CVM Development, der i et tæt samarbejde med borgerne i Valby, danske og internationale fagfolk inden for arkitektur og byplanlægning samt politikere og embedsmænd i Københavns Kommune skal udvikle et idéoplæg til en helt ny bydel på Grønttorvs-arealet.
Med udgangspunkt i dette oplæg udformer Københavns Kommune det endelige forslag til lokalplan for området, der forventes at foreligge ultimo 2008. Køberkonsortiet forventer, at de første boliger i den ny bydel vil være klar i 2012, og at den samlede anlægsinvestering i projektet bliver på 6-8 mia. DKR.
Idéudviklingsprocessen indledes i starten af efteråret 2007, og vil blive styret af Juul/Frost Arkitekter, der har stor erfaring og ekspertise fra lignende opgaver i Danmark og internationalt.
- Grønttorvets grund er et af de mest spændende udviklingsområder i København, fordi grunden ligger tæt på centrum, og fordi vi kan skabe en helt ny og sammenhængende bydel. Det er afgørende for os, at det sker via en tæt dialog med lokalområdet, visionære fagfolk og Københavns kommune, siger adm. direktør i Hoffmann Ejendomme, Gert Olsen som er talsmand for køberkonsortiet.
- Vi anser København og hele Øresundsregionen som et af de betydelige vækstcentre i Nordeuropa. Når vi samtidig får mulighed for at bygge en hel bydel med en meget attraktiv placering, passer projektet godt med vores investeringsstrategi, siger administrerende direktør Thomas Lindström, The Carlyle Group.
- Vi er meget tilfredse med aftalen, fordi den giver os økonomisk mulighed for at flytte til et nyt og moderne fødevare- og blomstermarked i Høje Taastrup, hvor vi kan tilbyde grossisterne langt bedre vilkår end i Valby og få nye produktområder som f.eks. kød og fisk repræsenteret, siger Grønttorvets direktør Torben Flinch som kommentar til aftalen.
Kilde: Thomas Lindstrøm, The Carlyle Group og Hoffmann Ejendomme