Trigon udvider uddannelsescenter
Trigon er hovedentreprenør på opgave hos Martec i Frederikshavn.
Tilbygningen vil ske i det centrale haveanlæg, hvor der i samme forbindelse etableres nye udefaciliteter til ophold og øvelser. Derudover fortsætter den allerede igangsatte renovering af skolens øvrige teorilokaler med nye vinduespartier, ventilation og installationer.
- Vi er virkelig glade for at komme i gang. Nu kan vi for alvor forbedre studie- og arbejdsmiljøet for det store og voksende antal studerende og medarbejdere. Behovet har været der i mange år, og nu får vi tidssvarende rammer som modsvarer det vi beskæftiger os med. Vi håber, at flere af landsdelens unge mennesker vil vælge en maritim og teknisk videregående uddannelse, og dermed bidrage til at understøtte den positive udvikling i de maritime erhverv, som er en af regionens absolutte vækstområder, siger direktør Pia Ankerstjerne
Første spadestik i april
Projektet udføres i totalentreprise af Trigon i samarbejde med Kjær & Richter arkitekter. Det forventes at første spadestik vil finde sted inden for 2 måneder og at renovering og tilbygning vil kunne stå færdigt i december 2015.
I alt får Martec tilført fire undervisningslokaler, seks nye grupperum, multisal, udvidet køkken- og kantineforhold og diverse fællesarealer. Samtidig totalrenoveres og ombygges den eksisterende bygningsmasse med fokus på at skabe et lysere, mere dynamisk og åbent studie- og opholdsmiljø for de studerende og ansatte.