23948sdkhjf

KE Fibertec tog kapitalfond med på råd før vækstplan

Det giver ingen mening at lave en investeringsplan, der rækker 3-4 år frem i tiden, hvis ejeren pludselig vil ud midt i det hele, siger KE Fibertec-direktør Carsten Jespersen.
Det er kun få uger siden, KE Fibertec fremlagde tallene for 2014-regnskabet, som viste en vækst på 12 procent og en stigning i resultatet før skat fra 6,3 til 10 mio. kr. Tallene for det netop overståede regnskabsår nåede dermed op på niveau med rekordåret 2012.

Læs også: KE Fibertec-overskud på 10 millioner

Fremgangen er blandt andet et resultat af den vækst- og strategiplan, som KE Fibertec søsatte i 2013 med virkning fra det følgende år. Men før planen overhovedet blev effektueret, tog adm. direktør Carsten Jespersen en snak med kapitalfonden Jysk-Fynsk Kapital, som ejer 70 procent af virksomheden.

- I sådan en situation er det helt naturligt, at vi tog ledelsen i Jysk-Fynsk Kaptital med i forberedelserne for at høre, hvad deres exitplan var. Det giver ingen mening at lave en investeringsplan, der rækker 3-4 år frem i tiden, hvis vi står med en ejer, der vil ud, midt i det hele. Vi fik håndslag på, at de i hvert fald er med ind til 2017, siger Carsten Jespersen (billedet) til Building Supply.

Klar til skridt op ad stigen
Til den tid har Jysk-Fynsk Kapital ejet KE Fibertec i 10 år, hvilket er længere tid end normalt for kapitalfonde, som typisk opererer med en ejerskabsperiode på 5-7 år. Carsten Jespersen vil dog ikke udelukke, at virksomheden fortsat ejes af kapitalfonden, når vækstplanen er gennemført.

- Hvad der skal ske efter 2017, tager vi til den tid. Jeg kunne da sagtens forestille mig, at vi tog et skridt op ad stigen igen, men vi skal ind i 2016, før vi kan se, hvordan det hele ser ud, siger han.

Ind til da fortsætter KE Fibertec med at trække på goderne ved et kapitalfondsejerskab, som ikke udelukkende handler om tilførsel af penge. En bonus ved netop Jysk-Fynsk Kapitals ejerskab er, at kapitalfonden har fire andre virksomheder i deres portefølje, hvilket giver Carsten Jespersen et alternativt netværk at snakke forretninger med.

Blotter sig lettere i lukket netværk
- Vi har jævnligt kontakt med Hi-Con og de andre virksomheder, som Jysk-Fynsk Kapital har ejerandele i. Det er ikke sådan, at vi snakker sammen hver dag, men jeg har en naturlig interesse i, at det går dem godt. Så vi laver en del tiltag sammen, så vi kan udnytte hinandens viden og erfaring bedre. Og så er man heller ikke bange for at blotte sig over for dem; det er nemmere at dele det i et lukket netværk, hvis man har lavet fejl, siger Carsten Jespersen.

Foruden KE Fibertec ejer Jysk-Fynsk Kapital altså 90 procent af betonvirksomheden Hi-Con. Desuden har kapitalfonden ejerskab i børnetøjsvirksomheden KABOOKI, stålbehandlingsvirksomheden Dansk Overflade Teknik og tøjproducenten United Textile Group.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095