23948sdkhjf

CJ Group Aarhus fortsætter Gazelle-vækst

Forvandlingen fra murervirksomhed til entreprenør har givet flere farver på paletten samt bedre økonomi for Aarhus-virksomheden.
Hvordan forvandler man et traditionelt murerfirma til at være en virksomhed, der beskæftiger sig med komplette løsninger inden for erhvervsbyggeri, institutioner og boligbyggeri i fag-, hoved- eller totalentrepriser?

Det spørgsmål har Knud-Erik Kjær arbejdet på at besvare hver dag, siden han i september blev præsenteret som ny direktør for CJ Group Aarhus. Og selv om direktøren erkender, at han fortsat støder på folk i branchen, der anser CJ Group Aarhus for at være en ren murerforretning, så har den øvrige del af forretningen fået godt fat i løbet af de senere år.

Fakta: CJ Group Aarhus

Grundlagt som Murercentret A/S med et navneskifte til CJ MurerCentret A/S, da det i 2010 blev en del af entreprenørfirmaet Chr. Johannsen A/S.

CJ Group Aarhus er i dag en selvstændig virksomhed, som dog har nære relationer til Chr. Johannsen A/S og CJ Anlæg A/S under fællesnavnet CJ Group. Den daglige drift i de tre virksomheder varetages af forskellige direktører, mens Lars Clausen går igen som bestyrelsesformand for alle tre.
- Hovedparten af det, vi laver for tiden, er renovering og ombygning af eksisterende bygninger. Vi laver desuden en del nybyg for boligselskaber og institutioner som for eksempel botilbud eller plejehjem, siger Knud-Erik Kjær, som nu arbejder på at få mere erhvervsbyggeri fyldt i ordrebogen.

- Vi kan ikke forvente, at det offentligt støttede byggeri fortsætter evigt på det samme, høje niveau som nu. Og på et tidspunkt må det vakuum, som er ved at bygge sig op, udløse en form for aktivitet i det private byggeri, som har kørt på et virkelig lavt blus i snart syv år. Vi forventer, at der snart kommer et opsving, som vi skal være klar til at tage en del af, lyder ræsonnementet.

Forventer at genvinde Gazelle-status
Forvandlingen fra murerfirma til entreprenør har vist sig at være en økonomisk succes for CJ Group Aarhus, som i det seneste regnskab kunne notere sig fremgang på både top- og bundlinje i en grad, så det udløste en af Børsens eftertragtede Gazeller. Den bedrift står Aarhus-entreprenøren til at gentage.

- Vi konsoliderer os, og det gør vi også i det indeværende regnskabsår. Der er en god mulighed for, at vi gentager successen og bliver Gazeller endnu en gang, siger Knud-Erik Kjær om regnskabet, som lukkes med udgangen af april.

CJ Group Aarhus beskæftiger for tiden omkring 35 ansatte i virksomheden, og det antal er der ikke umiddelbart planer om at lade vokse voldsomt.

- Vi planlægger en kontrolleret vækst, men hvis den rigtige mand kommer og banker på døren, så tager vi ham da ind, lyder det fra Knud-Erik Kjær.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078