Ny sektordirektør i NCC
Som led i et generationsskifte er Ivan Pedersen udnævnt til ny sektordirektør i NCC Roads.
Udnævnelsen sker i forbindelse med et generationsskifte. Tidligere sektordirektør for Vejservice, Thomas Rask Jensen, vil fremover lede projekter og varetage konsulentopgaver for NCC Roads i Danmark og for virksomhedens nordiske ledelse.
50-årige Ivan Pedersen har været i NCC siden 2001, hvor han blev ansat i Vejservice som salgs- og entrepriseleder. I 2005 blev han udnævnt til entreprisechef og i 2012 til områdechef.
Nordisk samarbejde
NCC Roads gennemførte pr. 1. januar 2014 en større organisationsændring som en strategisk indsats for at sætte endnu større fokus på kunderne. I stedet for en landebaseret organisation blev NCC Roads opdelt i divisionerne Asfalt, Råstoffer og Vejservice på tværs af de nordiske grænser. Den nyudnævnte sektordirektør for Vejservice vil derfor også indtræde i divisionsledelsen for Vejservice på nordisk plan.
- Vi går en spændende fremtid i møde, hvor vi skal have fokus på både udvikling og salg. Vejservice har mange dygtige og engagerede medarbejdere, så vi skal sammen skabe værdi for både vores kunder og for NCC, siger Ivan Pedersen.