23948sdkhjf

LE34 rykker over Øresund

Den danske landinspektørvirksomhed etablerer svensk datterselskab i Malmø. Kendt profil skal stå i spidsen for den nye ekspansion.
Landinspektørfirmaet LE34 åbner nyt kontor i Malmø som led i en strategi om at udvide aktiviteterne til hele det skandinaviske marked.

- På det skandinaviske marked har der været stor interesse for vores specialiserede opmålingsydelser. Derfor arbejder vi allerede i Sverige for danske og svenske kunder, fortæller administrerende direktør for LE34, Kenneth Norre.

Med mere end 300 ansatte fordelt på 24 kontorer i Danmark hører LE34 i forvejen til blandt Europas største landinspektørfirmaer.

Kendt profil i spidsen
Flere af LE34’s samarbejdspartnere arbejder i dag på begge sider af Øresund. Derfor ser Kenneth Norre det som et naturligt skridt at etablere sig i Malmø. Som leder af det nye kontor har L34 ansat Per Nord, der har 36 års erfaring fra den svenske landmålerbranche.

- Per har mange års erfaring og med ham bag roret er vi sikre på at vores indtog på det svenske marked for bygge- og anlægsopgaver bliver en succes, siger Kenneth Norre.

Per Nord er uddannet mätningsingenjör fra 1977 og er et kendt ansigt i den sydsvenske bygge- og anlægsbranche. Han har senest arbejdet som afdelingsleder for Clinton Mätkonsult AB i Malmö.

- Jeg glæder mig til at bringe de kompetencer og ressourcer, der er unikke for LE34, i spil på det svenske marked. Firmaet har stor erfaring med at løfte de rigtigt store anlægsprojekter i Danmark, siger Per Nord.

Afdelingen stiftes som et svensk datterselskab, LE34 Mätkonsult Sverige AB, i sameje med Per Nord, som bliver direktør i selskabet og afdelingsleder i Malmø. Bestyrelsen består af Claus Houmann, Søren Nørmølle og Poul Moesgaard, der er partnere i LE34 A/S.
Læs mere om: LE34
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079