Flere projekter igang end ventet
RAPPORT: Ifølge CRM-Byggefakta er der igangsat flere byggerier end forventet i årets første ni måneder. Forventningerne opjusteres nu til en samlet 2014-stigning på 16 pct.
Den danske leverandør af byggeinformation opjusterer sine forventninger til 2014 fra den seneste rapport fra juli måned med yderligere 2 pct. til nu 16 pct. Ifølge direktør Jens Slott Johansen hænger det sammen med, at der i tredje kvartal er igangsat flere byggerier end forventet.
- Den positive trend, vi har set i årets første seks måneder, er fortsat i tredje kvartal. Der bliver igangsat flere byggeprojekter i Danmark. I tredje kvartal har vi især set en positiv udvikling for de private bygherrer, og det er positivt, da det vidner om konjunkturmæssige forbedringer på markedet, siger Jens Slott Johansen.
Ifølge rapporten, der kortlægger udviklingen inden for det professionelle byggeri, er væksten især koncentreret omkring Region Hovedstaden, hvor aktivitetsniveauet nu forventes at ligge hele 17 pct. over niveauet i 2013. Derudover har også Region Syddanmark oplevet vækst i det seneste kvartal, og forventningerne til aktiviteten i regionen ligger nu 38 pct. over niveauet i 2013. Region Sjælland er den eneste region, der oplever en tilbagegang i byggeaktiviteten fra 2013 til 2014, oplyser Jens Slott Johansen.
Boliger fylder mest
Ser man på byggeriets hovedgrupper, er det fortsat ”Boliger”, ”Anlæg” samt ”Skoler, uddannelse og forskning”, der oplever markant fremgang i forhold til 2013. Højdespringeren er ”Boliger”, der vokser over 5 mia. kr., og dermed udgør hele 25 pct. af totalmarkedet for igangsatte byggerier.
Som noget nyt inddeler rapporten alle projekter fordelt efter byggearterne; ”nybyg”, ”renovering”, ”kombination” og ”anlæg” både i forhold til bygherretyper og hovedgrupper. Der renoveres boliger for ca. 8 mia. kr. i 2014, hvoraf de almene boligselskaber alene står for 7,1 mia. kr. Til gengæld nøjes de med at igangsætte nybyggeri for knap 2 mia. kr.
Det er de almene boligselskaber, staten og de private bygherrer, der driver væksten i 2014.
Om ”Trends for byggebranchen Q3 2014”
Rapportens data dækker både offentlige og private professionelle byggerier. Data dækker både ny-, til- og ombygninger, ind- og udvendige renoveringer samt anlægsarbejde. Tallene dækker ikke 'Hr. og Fru Jensens projekter' som eksempelvis byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport.
Rapporten bygger samlet set på cirka 100.000 researchinterview fordelt på 13.000 byggeprojekter. Totalsummen for et byggeprojekt registreres i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes. I de tilfælde, hvor byggesummen ikke er oplyst, anslås prisen på baggrund af øvrige tilgængelige data.
Find hele rapporten på byggefakta.dk eller hent et trykt eksemplar på denne uges Building Green-messe i Forum, hvor CRM-Byggefakta er blandt udstillerne.