23948sdkhjf

Ekstra tunnelboremaskine sætter turbo på ny metro

Fire gigantiske boremaskiner er nu i fuld gang med at grave ud til Københavns nye metrolinje.
Dybt nede under hovedstaden graver fire tunnelboremaskiner sig nu frem, efter at startskuddet i dag lød for den fjerde og sidste, der bærer navnet Eva. De tre andre boremaskiner, Nora, Tria og Minerva, har allerede tilbagelagt knap 4,5 kilometer af den i alt 31 kilometer lange metrotunnel under hovedstaden.

- Med fire tunnelboremaskiner i gang bliver der nu sat ekstra turbo på udgravningen af den nye metrolinje, hvilket naturligvis er meget glædeligt. De tre første boremaskiner har allerede tilbagelagt mere end fire kilometer af den kommende Cityring og er brudt igennem til tre af de kommende metrostationer, fortæller Erik Skotting, som er teknisk direktør i Metroselskabet.

- I løbet af kort tid vil vi nå endnu en milepæl i byggeriet, når tunnelboremaskinen Nora bryder igennem til Frederiksberg Station, som bliver maskinens fjerde tunnelgennembrud, tilføjer han.

De over 100 meter lange og 800 ton tunge tunnelboremaskiner fungerer som gigantiske underjordiske fabrikker, der arbejder i par. Maskinerne borer to tunneler ved siden af hinanden og arbejder i døgndrift.

Graver sig langsomt frem
De to første tunnelboremaskiner, Nora og Tria, blev sat i gang fra byggepladsen i Nørrebroparken, mens de to sidste, Minerva og Eva, er sendt afsted fra byggepladsen ved Vasbygade nær Hovedbanegården, hvor Cityringens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger.

Den første tunnelboremaskine, Nora, har indtil videre anlagt ca. 2,4 kilometer ny tunnel og befinder sig i øjeblikket tæt på den kommende metrostation Frederiksberg. Kollegaen Tria anlægger samme rute og har på nuværende tidspunkt tilbagelagt knap 1,6 kilometer metrotunnel. Maskinen befinder sig på strækningen mellem de kommende metrostationer Nuuks Plads og Aksel Møllers Have.

Tunnelboremaskine nummer tre, Minerva, blev sat i gang for en måneds tid siden fra Vasbygade og er godt halvvejs på strækningen fra Vasbygade frem til skakten på Sønder Boulevard. Eva, som er den fjerde og sidste tunnelboremaskine, blev sat i gang tirsdag fra Vasbygade. Maskinen borer parallelt med Minerva og har således også kurs mod Sønder Boulevard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095