23948sdkhjf

Håndværkere skal lære at håndtere byggeaffald

Stort set ingen anmelder byggeaffald, men godt håndværk handler også om at anmelde og håndtere byggeaffald rigtigt, lyder budskabet i ny kampagne.
Når parcelhuset skal have nye vinduer eller det gamle gulv udskiftes, skaber det byggeaffald, der kan indeholde farlige stoffer som PCB.

En ny undersøgelse viser, at fire ud af fem boligejere er bekymrede for stofferne. Alligevel anmelder stort set ingen – som man ellers skal – deres byggeaffald til kommunen, så det kan blive håndteret forsvarligt.

- Boligejernes bekymring er reel, for der kan være stoffer i byggeaffaldet, der både er farlige for miljøet og for menneskers sundhed. Vi genanvender meget byggeaffald i nye byggeprojekter eller materialer, og hvis stoffer som PCB ikke opdages og frasorteres, bliver de nemt spredt i miljøet, hvor de kan ophobes i fødekæden eller forurene jord og grundvand. Derfor er det vigtigt at anmelde byggeaffald, før man går i gang med sit byggeprojekt, siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Christian Vind.

En del af godt håndværk
Ifølge reglerne skal bygherren anmelde byggeaffaldet til kommunen to uger inden af renovering eller nedrivning går i gang. På den måde har kommunen tid til at vejlede og guide bygherren og sikre, at byggeaffaldet behandles sikkert.

Reglerne trådte først i kraft sidste år, og derfor kender mange ikke til dem endnu. Det vil Miljøstyrelsen gøre noget ved.

- Vi arbejder hen imod, at det bliver en naturlig del af byggeprojektet at anmelde byggeaffaldet. Derfor lancerer vi i samarbejde med KL, Dansk Byggeri og Dansk Affaldsforening en ny kampagne, der rammer handymænd og håndværkere landet over med budskabet om, at det er en del af godt håndværk at anmelde byggeaffaldet. Vi taler til bygherrernes faglige stolthed, og jeg er sikker på, at man gerne vil udføre sit byggeprojekt ordentligt, siger Christian Vind.

Kampagnen ”Godt håndværk – få styr på affaldsreglerne” kører blandt andet i radioen, på Facebook og i annoncer indtil slutningen af august. Som en del af kampagnen vil materiale om reglerne blive uddelt på genbrugspladserne over hele landet. Ud over Miljøstyrelsen er Dansk Byggeri, Dansk Affaldsforening og KL involveret i kampagnen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078