23948sdkhjf

FredericiaC udvider byggepladsen

Etableringen af de første kanaler i ”Kanalbyen ved Lillebælt” i Fredericia betyder, at FredericiaC udvider byggepladsen ved Gl. Havn.
Arbejdet med at etablere de første kanaler i FredericiaC er allerede i fuld gang. Fra den 4. august indhegnede FredericiaC yderligere en del af kajen langs Gl. Havn, samt den tidligere parkeringsplads og øvrige områder omkring den tidligere Yara-bygning på Kastelsvej 5.

Her skal entreprenøren MT Højgaard i den kommende tid bryde asfalten op for bl.a. at fjerne gamle elkabler, kloakering og fjernvarmerør. Det sker som et led i etableringen af de første 65 meter af den nord-sydgående kanal, som vil løbe parallelt med Gl. Havn. Samtidig forbereder arbejdet området på det fremtidige byggeri langs Gl. Havn.

- Etableringen af de første kanaler i FredericiaC skaber et nyt sted for aktivitet, rekreation og oplevelser for hele Fredericia og besøgende til byen. Med udvidelsen af byggepladsen i den kommende uge, er etableringen af hele byggepladsområdet gennemført. Når vi først afspærrer den sidste del af byggepladsområdet nu, så er det fordi, at det i første omgang ikke var nødvendigt, for at kunne gå i gang med bl.a. nedbrydningen af den tidligere Yara-bygning. Derfor ønskede vi at holde så stor en del af Gl. Havn åben for brugere og besøgende, så længe som muligt, siger Tim E. Andersen, projektdirektør i FredericiaC.

Orienteringsmøde for naboer
I hele anlægsperioden fra juli 2014 til juli 2015 er der adgang til FredericiaC-området og Lillebæltskajen via Kongensgade. I hele perioden vil det være muligt at benytte de fleste af de midlertidige faciliteter i FredericiaC.

Den 12. august inviterer FredericiaC områdets naboer til et orienteringsmøde om anlægsarbejdet. Her vil både FredericiaC og entreprenøren MT Højgaard fortælle om projektet og svare på spørgsmål.

- Som følge af etableringen af kanaler, byrum og byggeri, vil man kunne opleve byggepladser, støv, støj, trafikforstyrrelser mv. i FredericiaC-området fra nu og mange år frem. Vi vil derfor både arbejde for at minimere gener og for at informere borgere, trafikanter og naboer til byggepladserne klart og præcist om, hvad der sker hvornår – og hvilken betydning det vil få for dem. Kommunikationen vil bl.a. ske via byggepladsskilte i området, på FredericiaC’s hjemmeside og i trykt informationsmateriale, siger Tim E. Andersen.

Den 19. august markerer FredericiaC igangsætningen af arbejdet med en folkefest, hvor man blandt andet kan være med til at tage de første spadestik til kanalerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078