23948sdkhjf

Aarsleff skal bygge biogas-anlæg til halv milliard

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff har netop underskrevet aftale om byggeriet af Nordeuropas største biogasanlæg, som skal opføres ved Tønder.
Nu lyder startskuddet til opførelse af biogasanlæg i både Tønder og Aabenraa kommuner.

Aabenraa-virksomheden Envo Group, som sammen med en argentinsk investor står bag de to store sønderjyske biogasprojekter til hver godt en halv milliard kroner, underskrev fredag den 11. juli 2014 aftale om byggeriet med Per Aarsleff.

- Vi glæder os til samarbejdet med Aarsleff og har intentioner om at opføre det hidtil smukkeste og mest bæredygtige biogasanlæg, udtaler Bo Asmussen, administrerende direktør for Envo.

To projekter til samlet 600 millioner
Kontrakten skal udføres i totalentreprise for Envo Biogas Tønder A/S og omfatter et samlet anlæg opført på et 12 hektar stort areal. Projektet indledes med en projekteringsfase, som forventes efterfulgt af en egentlig kontrakt vedrørende udførelse.

Ifølge Per Aarsleff er kontraktsummen på Tønder-anlægget på cirka 300 millioner kroner og indeholder option på udførelse af et tilsvarende anlæg i Aabenraa. Per Aarsleff skal primært udføre jord-, anlægs- og betonarbejder, mens den samlede teknikentreprise, bestående af el, rørarbejde og procesanlæg, skal udføres af datterselskabet Wicotec Kirkebjerg. Selve procesteknologien leveres af den tyske samarbejdspartner LimnoSun GmbH.

Byggeriet af anlægget ved Midtmosevej mellem Tønder og Øster Højst går i gang først. Det sker inden for de næste 3-4 måneder. Efter yderligere 6-8 måneder går byggeriet af anlægget ved Kliplev i Aabenraa Kommune i gang.

Stort antal arbejdspladser nu og i fremtiden
De to biogasanlæg i Tønder og Aabenraa kommuner er omtrent identiske og vil ifølge initiativtagerne blive Danmarks smukkeste og mest bæredygtige biogasanlæg. De vil begge producere omkring 68 millioner kubikmeter gas om året til opvarmning og varmt vand.

I opførelsesfasen vil begge anlæg generere omkring 400 direkte og indirekte afledte arbejdspladser, og i driftsfasen vil der være omkring 90 direkte og indirekte afledte arbejdspladser begge steder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125