23948sdkhjf

Fusion skaber firma med 19 afdelinger

Geopartner Landinspektørgården A/S og Hvenegaard Landinspektører A/S siger ja til hinanden i lynhurtig fusion.
- Vi har en fælles ambition om at blive Danmarks førende landinspektørfirma. En ambition, som kræver økonomisk pondus og et stærkt fagligt miljø. Derfor byder vi nu hinanden op til dans, siger Henrik Ibsen, administrerende direktør i Geopartner A/S.

Drøftelserne mellem Geopartner Landinspektørgården A/S og Hvenegaard Landinspektører A/S begyndte i marts 2014, og allerede 12. juni blev aftalen underskrevet. De to firmaer samles nu under navnet Geopartner Landinspektører A/S, der får 135 medarbejdere fordelt på 19 afdelinger i Jylland og på Fyn. Næste skridt er at finde en interessant fusionspartner på Sjælland.

- Vi står stærkt i provisen, hvor vi tilsammen har en tæt geografisk dækning og et perfekt match i kompetencer. Da vi allerede arbejder landsdækkende, ønsker vi i forlængelse af fusionen at styrke vores position på Sjælland, så vi kan servicere eksisterende og nye kunder i dette område og vinde nye opgaver. Derfor holder vi godt øje med interessante fusionsemner øst for Storebælt, forklarer Henrik Ibsen.

Han har hidtil været administrerende direktør i Geopartner Landinspektørgården. Hvenegaards tidligere direktør, Søren Lunde, fortsætter som bestyrelsesformand i det nye selskab.

Væksten skal komme fra rådgivningsopgaver
Geopartner Landinspektører forventer at omsætte for 100 mio. kr. i 2014 med et resultat før skat på 8mio. kr. Derudover regner virksomheden med at fortsætte en årlig vækstrate på 10 procent. Da klassiske landinspektørdiscipliner som tinglysning og matrikulære sager – herunder eksempelvis arealoverførsel og skelafsættelse – er meget konjunkturfølsomme, skal en stor del af væksten komme fra nye rådgivningsopgaver inden for blandt andet ejendomsudvikling, infrastruktur og forsyningsopgaver.

- Eksempelvis på forsyningsområdet supplerer vi hinanden rigtig godt. Hvenegaard har i de seneste år investeret massivt i udvikling og brugen af avancerede it-systemer, der effektivt kan håndtere geografiske data, og i det gamle Geopartner har vi opbygget stærke kompetencer inden for intelligent ledningsregistrering. Dette setup har spændende forretningsmæssige perspektiver for såvel eksisterende som nye kunder, siger Henrik Ibsen.

Bryder med fordomme
Ifølge Geopartners nye markedsdirektør, Peter Busk, vil virksomheden i det hele taget gerne gøre op med en gammel fordom om landinspektører som nogle, der blot sætter skel og afgør nabostridigheder.

- Hvis kunderne kun opfatter os som klassiske landinspektører, der render rundt og banker pæle i jorden, så får de for lidt ud af os. Vores professionelle kunder kender allerede vores styrker, og de betragter og bruger os i dag som forretningsrådgivere, der skaber værdi gennem juridisk, teknisk og procesorienteret rådgivning. Det er evnen til at forstå vores kunder, der skaber forretningsfundamentet og driver Geopartners fremtidige vækst, siger Peter Busk.
Fusionen blev offentliggjort for medarbejderne fredag den 20. juni.

Hvenegaard A/S er i sin kerne landets ældste og blev grundlagt i 1843. Virksomheden fusionerede i 2010 med Landinspektørfirmaet Jens Bo I/S. Geopartner Landinspektørgården A/S blev oprindelig dannet i 2000 som en fusion mellem fem mindre landinspektørfirmaer og er siden vokset; sidst ved fusion med Landinspektørgården i 2004.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094