Bilafgifter bremser mobiliteten på arbejdsmarkedet
Arbejdsgiverne i HTS og lønmodtagerne i Dansk Metal er bekymrede for bilafgifternes effekt på mobiliteten på arbejdsmarkedet.
- Der stilles meget store krav til lønmodtagernes mobilitet. Til gengæld er det småt med initiativer, der gør det lettere eller billigere for lønmodtagerne at være mobile. Det går ud over familierne – og vi vurderer, at omkring 200.000 lønmodtagere kunne få bedre jobmuligheder, hvis det var billigere at købe bil, siger Mikael Bay Hansen, økonom i Dansk Metal.
Bilen central for mobiliteten
Undersøgelsen fastslår samtidig, at bilen er strengt nødvendig for at holde transporttiden til og fra arbejde på et niveau, hvor arbejds- og familieliv stadig kan hænge sammen. For bilisterne kan 50 procent holde transporttiden til og fra jobbet på under 1 time, men hvis bilisterne blev tvunget til at tage offentlig transport ville kun 12 pct. klare det under en time.
- Det er afgørende for virksomhedernes mulighed for få den nødvendige arbejdskraft, at medarbejderne er mobile, og her er bilen central, ikke mindst når man kommer uden for de større byer, hvor den offentlige transport ikke er et reelt alternativ. I det lys er det problematisk, at de høje danske bilafgifter betyder, at nogle lønmodtagere ikke har råd til at have en bil, og at andre vælger job fra, hvor der skal køres langt, fordi familien ikke har råd til at købe en ekstra bil, siger afdelingschef i HTS Lars Storr-Hansen.
Kilde: Dansk Metal